Minus plus minus giver minus

Kender du de dage, hvor din hud er eksploderet i små fine buler, og du egentlig mest af alt havde lyst til at trække i den sorte, tætsiddende cocktailkjole. Ikke fordi du skal i byen, men bare fordi du har lyst. Det er bare som om, det er lidt for meget både at vise din urene hud og dine brede hofter frem på én gang. Men sommetider har jeg bare mest lyst til at sidde i sofaen og spise chokoladekiks og se Kender du Typen med den pæne Christian Grau. Sådan en aften har jeg i aften. Og så er det godt, at jeg købte chokoladekiks i går. Og hofterne, dem kan jeg altid regne med.

Tysk gangstercat

Hvis jeg skulle være rapper eller gangster, så skulle mit kunstnernavn klart være:

c^tz€

 Tildelt af min seje alfe-veninde, ^lFi€

Hvordan du undgår at få stjålet din cykel i København

1. Efterlad jernhesten på åben gade midt i byen (gerne et sted hvor der kommer mange mennesker).
2. Undlad at låse den (ellers virker det ikke).
3. Nu du er i gang lad så også nøglerne sidde i (gerne et stort nøglebundt med mange farver).
4. Lad den stå uovervåget i to døgn (det hjælper at lade som om, du har glemt, at du rent faktisk har efterladt den).

Tadaa! Det fucker tyvene totalt op. Virker hver gang.

Motherfuckingfortid

Så slap heldet op. Det skulle vel ske på et tidspunkt. Èn ulykke kommer sjældent alene. Gad vide om det hele startede med hjernerystelsen, eller om det altid har været ment to be. Jeg har lige været på café med min kusine. Det var i sig selv pisse hyggeligt. Men pludselig slår hun øjnene op og læner sig hurtigt ind over bordet. Jeg vidste med det samme, at det handlede om en fyr. Jeg havde dog ikke regnet med, at det var min eks. Han var kommet ind ad døren og havde sat sig ved et bord, hvor min kusine lige nøjagtig kunne se ham. Fuck altså. Han vælter konstant ind og blander sig i mit liv. Det var min by først. Og lige i dag var det også min café først. NÅ!

I over et år har jeg levet mit liv uden at møde ham på gaden. Dagen efter han sendte mig et to siders langt brev - halvt sviner af sig selv, halvt sviner af mig og lige så fucking forvirret som indersiden af hans hovede - cyklede jeg forbi ham ved Sankt Hans Torv. Og det gjorde pisse hamrende ondt. Men siden har jeg ikke set ham, og jeg har forsøgt at blokke ham ude af mit liv og mine sociale medier. Men så pludselig var han der fandeme igen.

Jeg blev helt svimmel og fik røde kinder. Instinktivt tænkte jeg, at jeg blev nødt til at gøre opmærksom på, at jeg også var der. Så jeg grinede højt - højere end normalt. Og blev helt slap ved tanken om, at jeg skulle gå forbi ham på vejen ud. Men jeg gik forbi uden at ænse ham, og jeg følte mig stærk. Jeg håber inderligt, at han så mig.

På vejen hjem - efter at have købt to billige flasker vin i Fakta - tændte jeg for min iPod og i vildrede over, hvad jeg havde lyst til at høre, valgte jeg "Bland sange". Cat Powers The Greatest smøg sig ind i mine øregange. En sang, min krølhårede eks introducerede mig for, en sang vi hørte meget sammen, en sang der minder mig om ham. Pis pis pis.

Og nu skal jeg så lige lægge ny mascara, komme gennem en tøjkrise, videre til middag med nogle skønne damer og så til fest. Hos min veninde. Og blondinen. Som ikke længere viser interesse. Life is great. Jeg bilder mig selv ind, at det er okay, eftersom jeg tydeligvis stadig hænger fast i et uafsluttet forhold. Og nu, når jeg tænker mig om. Nu når jeg står og kigger mig selv i spejlet og tværer den sidste sorte mascara ud under øjnene, tænker jeg over, hvad fanden jeg egentlig havde tænkt på. Troede jeg virkelig, at jeg ved at undgå ham for evigt kunne komme videre? Nej vel? Ærlig talt. Jeg har besluttet mig for, at jeg må reagere på det to siders lange, onde brev fyldt med følelser, som jeg modtog på mail den sidste weekend i september sidste efterår. Lige da det var begyndt at blive koldt. Jeg bliver nødt til at svare. Måske ikke for at sende det, men for at komme af med det. For det fylder mit hoved op og holder mig fast i en evighed af uafsluttede følelser og tanker. Og jeg kommer tydeligvis ikke videre, før jeg er ovre ham. Catten må træde i karakter og tage sig selv og sine følelser seriøst. Og handle på dem. Det vil jeg gøre. Men først vil jeg spise kødboller og spaghetti, kigge dybt i et rødvinsglas og glemme mænd for et øjeblik.

Elsker, elsker ikke

Jeg elsker at klippe i et stykke stof med en nyslebet saks
Jeg hader, når fyren, jeg synes virkelig godt om, ikke skriver
Jeg elsker at være undervejs
Jeg hader, at manglende respons fra fyren, jeg virkelig synes er dejlig, betyder, at han ikke er interesseret i mig
Jeg elsker lyden af rødvin, der hældes op i et rødvinsglas (halvt fordi det lyder rart, halvt fordi jeg ved, jeg bliver tipsy)
Jeg hader at acceptere, at fyren, jeg rigtig godt kan lide, ikke er interesseret i mig
Jeg elsker, at det ikke er verdens undergang
Jeg hader, at det sommetider føles sådan
Jeg hader at have ondt af mig selv

Mersalg mig i røven

Okay, jeg er med på, at butikker sådan generelt gerne vil sælge mere. Jo flere solgte varer, jo federe. I know. Fint. Men jeg har lige været i Jysk Sengetøjslager. For at købe en vasketøjskurv. Til snavsede håndklæder, karklude og viskestykker. Fordi jeg manglede et sted at opbevare mine snavsede håndklæder, karklude og viskestykker. Jeg tog i Jysk specifikt for at købe en vasketøjskurv. Punktum. Og da jeg står ved kassen og skal betale, møder den kække, unge medarbejder mig med det åbenlyst indstuderede og halvhjertede spørgsmål:

"Kan jeg ikke friste med en pakke vådservietter til en 10'er?"

Mig: (...) "Øh.. Nej...?"

Vådservietter?! Helt ærligt?! Det kan du sgu gøre bedre, Jysk-mand. Du kunne i det mindste have spurgt, om du kunne friste med et håndklæde, en karklud eller et viskestykke. Hvornår har vådservietter nogensinde fristet nogen som helst? Jesus.

I drømmeland er alle catte psykotiske

For et par uger siden så jeg et afsnit af Da Lotte blev usynlig på Ramasjang. Jeg havde glemt, hvor dyb en stemme den lille krølhårede albinopige havde. Jeg havde også glemt, at Ole Thestrup spiller med i serien. Det fik mig til at tænke på en drøm, jeg har haft, hvor jeg dræbte ham. Altså Ole Thestrup. Jeg havde passet ham op i vores spisekammer, hvorefter jeg stak ham i maven og i armene. Det var voldsomt ubehageligt, og selv i drømmen havde jeg svært ved at stikke i den store, tykke, rødhårede mandsperson. Det skal lige siges, at han holdt mig fanget mod min vilje, og det vitterligt var min eneste mulighed for at undslippe. Jeg dræber ikke mænd for sjov, heller ikke i drømme. Da jeg vågnede havde jeg pludselig langt større forståelse for, at nogle vælger at blive vegetarer. Det er fandeme ikke rart at stikke en kniv i råt kød, slet ikke i SÅ meget råt kød, som Hr. Thestrup er omkranset af.

Jeg drømmer generelt nogle syrede ting. På top 5 er drømmen hvor jeg var i bad med Sidney Lee. Vi stod og hang ud ved et rundt, hvidt cafébord i et stort rum med hvide klinker og brusere rundt langs alle vægge. Meget sympatisk mand. Første tegn på at det var en drøm.

Jeg har også drømt, at jeg skulle giftes. Det er der nok mange, der har. Men jeg havde glemt, hvem det var, jeg skulle giftes med. Jeg dansede rundt i min brudekjole på en lille rund græsplet nær Aarhus Universitet. Da det gik op for mig, at det var en ekskæreste, jeg skulle giftes med, stejlede jeg. Så skulle jeg fandeme ikke ha' noget. Jeg besluttede, at der ikke var nogen grund til, at jeg beholdt brudekjolen. Heldigvis (og tilfældigvis) vidste jeg, at forsangeren fra Prodigy godt kunne lide min kjole, og at han arbejdede i en lille butik i nærheden. Her lavede han springvand af sten. Du ved, den slags, hvor det ligesom er en slags fontæne med en kugle af sten på toppen, der ruller rundt i vandet, der bliver skudt op. Så jeg tog hen i butikken og gav ham kjolen. Jeg husker ikke, om han blev glad, men hvem ville ikke blive det?

Jeg tør ikke tænke på, hvad mine drømme mon fortæller om mig, men jeg elsker, at min hjerne fortæller historier, mens jeg sover. Også selvom historierne sommetider får mig til at vågne med et sæt kl. 4 og sparke ud i natten af bare frygt for mine tørklæder på døren. Hurra for dårlige nerver og muldvarpesyn.

En tirsdags high five i forbifarten

I dag fik jeg en slags highfive af en fyr, mens jeg cyklede. Måske var det nærmere en middle five. Den var sådan lidt i hoftehøjde. Hånden sad på en meget ung teenagedreng med selvtilliden i orden. Lidt kæk kom han slentrende dér imod mig på fortorvet med udstrakt arm med al ungdoms mod og vilje i kroppen. Jeg kunne ikke andet end at smile og klaske hans lille hånd, da jeg kørte forbi. Det var pisse fedt (langt federe end tidligere omtalte knuckle). Men det sejeste var nu, at det lille dumme klask også gav mig mod og vilje. Helt ud i kroppens yderste afkroge. Og det var virkelig, hvad jeg trængte til. Efter en dag på arbejde hvor jeg mest af alt bare havde lyst til at lukke øjnene og lade som om, jeg ikke var til stede. Eller vælte om på siden og spille død. Ikke så meget på grund af arbejdet, men mere på grund af en gennemgribende følelse af opgivenhed og uoverskuelighed, som sommetider rammer mig. Næste gang jeg har det sådan, vil jeg række armen ud efter en cyklist og håbe på at få et anerkendende håndslag tilbage, som kan banke noget positiv energi og styrke ind i min krop. Vi highfiver generelt cyklister for lidt.

Tak-for-sidst-knuckle

Okay, jeg har hørt om fyre, som har hilst en tidligere scoring med en highfive. Men en knuckle?!

Jeg stod her til aften i døråbningen til en af mine gode kammeraters nyligt anskaffede guldrede midt i København. Her han har slået sig ned med tre andre rare fyre, hvoraf jeg tilfældigvis endte hos en af dem en meget sen og meget øl-shots-drinks-fyldt aften i april, hvorefter jeg smuttede hjem i mit køkken og drak hvidvin med min ene roomie kl. 6.30 søndag morgen. Kommunikationen mellem fyren og jeg har ikke just været på særligt høj niveau efter dén forestilling, men den nåede i sandhed usandsynligt lave højder, da jeg i dag blev hilst velkommen i lejligheden med en knuckle. EN KNUCKLE! Jeg følte mig som en mand. En vraget mand.

Intet slår en ballon

Fuck hjernerystelse, stress, specialeforberedelser, tvivl og brede bagdele. Hvem kan være i dårligt humør, når ens stue er fyldt med vimpler og balloner? Rester fra mit kollektivs seneste fest, men nu fast inventar. Kærlighed. Gid mit liv altid må være fyldt med balloner, vimpler og farver.

En revolution i klædeskabet

Går catte i bukser? Svaret har for mit vedkommende været et rungende NEJ de sidste mange år. Jeg kan faktisk slet ikke huske, hvornår jeg sidst har købt et par eller bare overvejet det. Jeg er en kjolepige. Punktum. Sidste gang jeg bar et par bukser, som ikke var træningsbukser vel at mærke, var på Roskilde 2010, og det var mere af nød end af lyst. På en kølig nattevagt som parkeringsvagt, mens Prodigy væltede Orange Scene. Øj, hvor gjorde det ondt i hjertet at danse rundt på asfalten ved Indgang Vest, iført en selvlysende orange vest til Keith Flints dæmpede åndedrag og kællingetæsk i det fjerne.

Men altså, i går, da jeg stik imod planerne tog mig selv i at stå i H&M på Kultorvet med favnen fuld af kulsort tøj, fik jeg øje på et par bukser og så slog tanken mig: Måske jeg er ved at være voksen nok til bukser? Kun måske. Det skal lige siges, at den primære grund til, at jeg ikke går i bukser er, at mine fødedygtige hofter og lår (kan lår også være fødedygtige?) har sprængt rammerne for, hvad uelastisk tøj kan klare. Så på den måde er jeg vel ret voksen. Men hvad gør man, når tøjet ikke passer? Man går naturligvis i protest, som jeg så ofte gør, når ting ikke passer mig. Derfor nedlagde jeg for mange år siden veto mod bukser. De her bukser viste sig dog at passe (jeg tog også en størrelse større, end hvad jeg reelt havde håbet på, jeg kunne passe, men tøjstørrelse er jo i øvrigt bare et tal, så lad os ikke nævne det eksakte). Så jeg købte dem. Med en blanding af sommerfugle og panik i maven. Betyder det så nu, at jeg ikke længere er en kjolepige? Er jeg typen til sorte bukser, hættetrøje og læderjakke? Er jeg en badass nu? Er jeg mandig? Eller bare en helt normal tøs? Jeg er meget forvirret. Jeg tror, der skal en del blomstrede kjoler til efterfølgende at veje bukserne op, i hvert fald de første mange gang. Måske det bliver revolutionerende for min tøjstil. Jeg har lidt lovet en kollega at tage dem på i morgen, og jeg bliver allerede utryg ved tanken. Shit.

Ingen rygrad, ingen kager

Det er søndag. Om lidt får jeg besøg af mine to skønne veninder. To af dem, jeg har kendt i længst tid, og som får mig til at slappe mest af. Gennemskuer mig, når jeg prøver at lege glad, hiver mig ned når jeg flyver for højt og trækker mig op, når jeg ligger med hovedet begravet i efterladte tyggegummirester på de beskidte københavnske gader.

Men altså, de kommer. For at fejre mit 27. år. Og jeg har bagt til os. Hindbærsnitter. Små og runde. Og ok pæne hvis jeg selv skal sige det. Desværre er de blevet fandens hårde. Men hey, så er de nemme at stable og går ikke nemt i stykker. Og så spiser man ikke så mange. Win.

Pæne som perleplader men hårde som helvede.

Jeg bager af princip ikke store kager. Nok mest fordi jeg ved, at jeg vil tage hovedspring ned i herlighederne og æde til det gør ondt at være til, både for mit selvværd, mit maveskind og mine strømpebukser. Efter et ca. 20. minutters sofahvil, vil resterne i køkkenet haunte mig for mit indre blik, hver gang øjenlågene passerer mine øjeæbler, indtil jeg med lettere svedige håndflader nærmer mig fadet blot for at blive bekræftet i, at ja, der var da sørme mere. Som om jeg ikke vidste det. Da-ah. Efter nogle sølle forsøg på at fjerne beviserne (for det er jo også pinligt at ha' spist SÅ meget af en kage helt selv), vil jeg højst sandsynligt smide det sidste lille fesne stykke i skraldespanden blot for at tage mig selv i en febrilsk sugarrushfeberbevægelse, der har til formål at undgå, at kagen rammer alt for meget kaffegrums og alt for mange æggeskaller. Men hey, der er jo altid 10 sekunders reglen. Og det er jo ikke fedt at smide mad ud. Faktisk er det direkte tarveligt over for Afrika. Og ingen har jo lyst til at være tarvelig.

Det er lidt det samme forhold, jeg har til mænd, tror jeg. Jeg bliver ved, til jeg er ved at brække mig af sødme, eller til nogen tager manden fra mig. Som regel er det manden selv, som tager sig fra mig. Men andre gange rammer mandens sødme mig så hårdt, at selv et længere pitstop på sofaen ikke kan få mig på højkant igen. Og så må jeg sige fra og smide resterne ud. Det fortryder jeg sommetider. Mon 10 sekunders reglen også gælder for hankøn? Hvis man nu samler ham hurtigt op igen og børster det værste skidt af? Men måske er det bedre bare at lade ham ligge, når først han har rørt ved kaffegrumset. Selvom der sikkert også er nogle sultne børn i Afrika, der kunne ha' fået gavn af ham.

Spiser Månen catte?

Efter en tur i sommerhus med hele familien og et smut i Aarhus er jeg nu hjemme. Hjemme i København. I toget blev jeg underligt melankolsk, som jeg sad der på mit klapsæde til 89,- og gloede dumt på den næsten fulde måne på den efterårsgrå aftenhimmel, mens Shout Out Louds' Normandie forsøgte sig spørgende i mine ører "Are you unhappy? I am unhappy too".

Det er underligt, hvad mørket får mig til. Ud over at jeg kryber sammen og hviner indvendigt, når jeg omkranses af bred natur med lange fangarme, så bliver jeg nostalgisk og sommetider lidt trist til mode. Mon det er min form for dødsangst? Mørket, altså. Et "nu er det slut". Jeg kan ikke finde ud af, om Månen er min ven eller fjende.

Hver aften, før jeg lægger mig til at sove, skriver jeg fem ting ned, som har gjort mig glad den pågældende dag. Det spænder vidt, kan jeg se, når jeg bladrer gennem notesbogen. Den er i øvrigt sort. Som mørket og natten. Nogle dage er Rittersport med mint eller Breaking Bad på top fem, andre dage er det en følelse af at være elsket. Det kan også være rød læbestift. Tilbage på klapsædet rakte selveste Mr. Presley ud efter mig, da jeg netop tænkte på min røde læbestift; "Pretty woman, I couldn't help to see. Pretty woman, that you look lovely as can be. Are you lonely just like me?" Ja, Elvis, as a matter of fact, det er jeg. Skal vi finde ud af noget? Men altså, jeg noterer ting, som gør indtryk, som giver mig energi, får mig til at finde ro og slappe af og tro på mig selv og andre.

Det giver en tryghed, at jeg, inden mørket æder mig, minder mig selv om det, der gør mig glad. Især når det er en regnvåd tirsdag aften, og man er 27 år, single og sommetider stadig tænker på sin eks.

27 catteliv

Måske lagde du også mærke til, at dit hår klaskede sammen under vedholdende vådhed fra himlen i mandags? Ja, jeg kan vel lige så godt undskylde. For 27 år siden blev jeg nemlig født den samme dato som i mandags. D. 9. september. Jeg har ladet mig fortælle, at årsagen til, at overboen valgte at lade vandet, var, at jeg havde været slem og fuld på cykel. Egentlig synes jeg, at en hjernerystelse måtte være nok straf i sig selv, men næh nej. Regnvejr på en mandag. Hm. Men jeg er nu også mest til indendørsmandage.

27 catteår. Gad vide hvor mange år det er i et menneskeliv? Ifølge en meget tvivlsom katteårsomregner er jeg som cat over 100 år i menneskeår. Omvendt er jeg som menneske ca. 3 år i catteår. Skal jeg stole på hr. Zuckerbergs annoncer, må det være det første. Facebook mener åbenbart, at ældre mænd er på min alder. Og tilfældigvis bor mange af dem blot 3,8 km. fra mig, siger rygtet i hvert fald. Kind of scary. De ånder mig i nakken. Og jeg som troede, det bare var træk fra vinduet. Derudover er der intet nyt fra blondinen. Måske skulle jeg bare kaste mig over den sølvræv, Facebook foreslår.

Fra nu af ser jeg frem til masser af øjenbetændelse og dårlige hårdage. 27fuckingår.

Dagens filosofiske spørgsmål

Og overspringshandling.. Mens jeg venter på at skulle se blondinen igen. Til fredagsbar. Hvorfor helvede føles det som om en hel børnehave vælter rundt i maven på mig? Styrelse!

Og har han overhovedet brug for én?

Så kom det..

Det efterår.. Det er gråt. Og min orkidé er død. Dybt suk. Og jeg kan ikke huske, hvor langt ned den skide pind skal klippes. Fuck.

Den dejligste søndag

Så skete det. Jeg blev beruset. I lørdags til fødselsdagsfest hos min veninde. Boller og kage udviklede sig til øl og tynde kællinger, og det var skønt. Jeg har egentlig ikke haft lyst til at være fuld, siden mit styrt på cyklen, men jeg har savnet den prikkende og lette fornemmelse i kroppen samt undskyldningen for at te mig tosset på dansegulvet, hvilket tipsyness jo er til for. Det blev til tre øl og tre drinks blandet med masser af vand og uendelige mængder dans, fordelt over ca. 10 timer.

Men ud over at være lalleglad og let, var der også en bestemt person, som fuldendte aftenen. En blondine. Med knold. Og et skønt smil - dog ikke det samme som den navnløse fyr på bodegaen. Det her smil sad nemlig på en fyr, som havde et navn. Og nogle fantastisk flotte øjne. Og nogle bløde læber. Og en fantastisk evne til at kramme og nusse. Mmmh.. Da vi faldt i hinandens arme kl. 6 søndag morgen, var jeg pinligt ædru, og jeg må indrømme, at det var en skøn følelse. Alt stod klart, og tanken om hans hænder mod min kind spreder stadig varme i mit ansigt og krænger mine mundvige opad. Han har skrevet i dag. Vi skal ses igen på fredag. Og jeg glæder mig. Uden at håbe for meget naturligvis. For det må man ikke.

Den stærkeste cat i byen

Du har nok allerede tænkt det. "Hun lyder eddermame som et svagt kvindemenneske" - afhængigt af dine bandeordspræferencer. Og ja, jeg er lidt svag sommetider. Men det er vi sgu alle. Jeg har dårlige ankler, dårlig lænd, hjernerystelse, stress og dårligt syn. Men i dag, lige præcis i dag, har jeg været ret så stærk. Efter at have sendt en mail ud til mine kolleger i går om min stresssituation, sad jeg i dag face to face med 11 af dem og fortalte, at jeg stadig arbejder med efterdønningerne. Shit, jeg var nervøs. Men det gik. Og det gik endda godt. Jeg elsker min arbejdsplads! Jeg fik også sagt, at de er meget velkomne til at spørge ind til det, og jeg tudede kun første og fjerde gang, nogen spurgte. Dygtigt. Jeg var bange for, at der ville gå lidt for meget AA-introduktion i den, men folk var søde, og jeg fik dem til at grine. Det var egentlig ikke hensigten, men det føltes rart.

Jeg er ikke god til, at folk bekymrer sig om mig. Så går jeg i baglås og vil egentlig bare helst væk. Så det er en prøvelse at få et ekstra langt kram, et ae-ae på armen eller et medfølende smil. Men det er godt for mig. Jeg bliver rystet i mine vante rammer, vokser med opgaven og jeg kommer hel ud på den anden side.

Man kan vel godt sige, at jeg er rystet på flere måder - både på stressmåden og hjernerystelsesmåden. Men det er virkelig sundt at blive shaket en gang imellem. Måske ikke så voldsomt, som jeg er blevet rystet, men det har da virket om ikke andet. Jeg har virkelig lært (og lærer til stadighed) at sætte pris på mit eget selskab, en dag uden planer, lydbøger (nogle af oplæserne skifter stemme alt efter karakteren! Det er totalt som at være lille og få læst godnathistorie højt af sin fjollede far), ro, struktur, mindre computer, ingen alkohol og flere "hvad er godt for mig"-ting. Alle burde få en hjernerystelse mindst én gang i livet. Eller som minimum bare fake en for en stund.

Gensyn

I forbindelse med min pause fra skærmen for at skåne hovedet efter mødet med vitrineskabet (som i øvrigt har resulteret i en lille fin bule i venstre side af panden), sad jeg på Dronning Louises Bro og nød solen med en veninde. Midt i vores seriøse snak om mit speciale bringes jeg ud af fatning. På cykelstien, knap to meter fra os, kommer blondinen fra Karrusellen cyklende. Altså ham fyren med den lille blonde knold og det gennemført skønne smil. Det føltes rart, selvom han overhovedet ikke ænsede mig, men derimod var opslugt af en samtale med sin kammerat. Jeg tolker det som, at han ikke bare var en besøgende i storbyen, men at han rent faktisk bor her, og at jeg rent faktisk har mulighed for at støde ind i ham igen og påpege hans charmerende smil. Det mindede mig om, at ting kan ske, hvis jeg griber chancen.

*#'@=!?=#!* !!

Så gik jeg lige og ryddede op. Lige så stille for at komme væk fra skærmen, så mit hoved kunne få ro. Og hvad sker der så, da jeg vil lægge et tæppe over sofaens armlæn? JEGBANKERHOVEDETINDIETFUCKINGVITRINESKAB! Egenlig synes jeg, det var vitrineskabet, der bankede ind i mit hoved, men det var nok omvendt. Men shit, jeg fik et chok. Først og fremmest på grund af den overraskende hule og let knasende lyd af pande mod hjørne lavet af træ. Dernæst tanken om at ryge tilbage til start - igen. Fuck, shit, pis. Altså.

Kryds fingre for mit hoveds helbred. Jeg vil ikke tilbage til lydbøger og klap for øjet. Så nu skrider jeg fra det hele. Ud på broen med en kaff' i hånden.

Far til fire fulde mennesker

I fredags var jeg til fest. Det var jeg også i går. Jeg er ret sej, hvis jeg selv skal sige det. Tre øl og en sørens masse vand fredag fordelt over tidsrummet 21.00-03.30 og cirka det samme lørdag. Jeg er sgu ved at være tilbage på vognen. Altså antihjernerystelses-/festvognen, ikke fuldevognen. Jeg er virkelig godt tilfreds med ikke at have timelange blackouts på selve aftenen og larmende tømmermænd dagen derpå, og jeg ter mig stadig tosset på dansegulvet, promiller eller ej. Desværre kan jeg mærke, at det dér med at være ædru hæmmer mig på andre områder.

Det er sørgeligt at indrømme, men det er sgu noget nemmere at kaste sig i armene på en mandsperson, når det snurrer i hovedet, og øjnene flakker en smule. Jeg er lidt flov over, at det er sådan, men jeg har en idé om, at jeg bare lige skal vænne mig til den nye situation, og så skal jeg nok blive god til det med mænd igen. Ikke desto mindre faldt jeg i snak med to søde fyre til festen i lørdags. Den første fyrs indgangsreplik var "Du er virkelig en pæn pige. Du minder mig sådan om hende storesøsteren fra Far til fire". Hmm.. Du husker måske den sidste (lettere akavede) kompliment, jeg fik af en fyr; "min vens mor har en sofa i samme stof som din kjole". Jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvilken kompliment jeg er mest begejstret for. Selvfølgelig har jeg ikke lyst til at blive associeret med klodset inventar til stuen, men jeg har egentlig heller ikke lyst til at blive sammenlignet med et dydsmønster, der taler flydende gammeldansk. Fyren med de små runde briller, det krøllede hår og den slidte kasket, insisterede dog på, at det var en kompliment, og hans kammerat bakkede ham op.

 
Men som aftenen skred frem, følte jeg mig faktisk mere og mere som en karakter i en ny udgave af den gamle film. Den kunne passende hedde "Far til fire fulde mennesker" - hvoraf den bebrillede krøltop var én af de fire. Hvor er fulde folk dog ucharmerende, og hvor er det nemt at føle sig som den voksne og ansvarlige, der lige skal sørge for, at folk ikke brækker sig på spisebordet, kaster tomme dåser gennem lokalet eller låser sig inde på toilettet i flere timer. Det kan egentlig være lidt hårdt at være ædru i en fuld forsamling, ikke mindst når det kommer til at tage det næste skridt over for en fyr. For helt ærligt, de er altså ikke så pisse lækre, når de for tredje gang snøvlende gentager sig selv, mens deres øjne sejler rundt i hovedet for at fange dine.

Måske det faktisk ville være nemmere at sidde hjemme i stuen og falde i ét med sofaen, mens en sort/hvid film ruller hen over computerskærmen. Men det ville naturligvis ikke være lige så sjovt som at danse rundt i ølslatter, tale sort med fremmede mennesker og høre gamle 90'er hits natten lang. Nej, jeg tager af sted igen næste weekend og håber at møde bare ét menneske, som jeg kan tale med på trods af en forskel på to promiller.

Specialeresearch vs. brombærjagt

Så er jeg tilbage foran skærmen. Sådan ret meget for alvor. Efter to arbejdsdage, som føltes fantastiske - nye ansigter, nye opgaver, mere ansvar og en følelse af at jeg kunne klare det hele. Og nu, i dag fredag, stod ordet "specialeresearch" i min kalender. Hurtigt, men pænt, skrevet med min yndlingskuglepen, en sort Uni Pin Fine Line i størrelsen 0.3.

Men jeg må nok sande, at jeg ikke har været den mest flittige studerende i dag. Den rystede hjerne har været præget af de sidste to arbejdsdage, og min tålmodighed er voldsomt sat på prøve, når det kommer til at finde emnet til mit kommende speciale. På grund af min stressede krop har jeg valgt først at skrive under på kontrakten til december, hvilket giver mig god tid til at komme i gang og undgå stress og jag. Men fuck, hvor er det svært. Og da mit hoved i det stille brokkede sig over at glo på gamle opgaver, P.hd.-afhandlinger og Google-søgninger, var jeg ikke et sekund i tvivl, da chancen bød sig til en omgang bærjagt. Nærmere bestemt brombærjagt. På Amagerfælled.

Specialeprocessen er vel i bund og grund som brombærjagten. Du kan skrive om alt i hele verden, ligesom du på en fredag eftermiddag kan lave alt i hele verden. Jeg valgte brombærjagt. Når valget er taget, skal man lige forberede sig. Jeg valgte at bruge 40 minutter på at vælge tøj. Til en fucking brombærjagt i ingenmandsland. Jesus! Den tid kunne være udnyttet bedre, vil jeg sige. Fx til lige at google, hvordan søren det nu er, en brombærbusk ser ud, eller hvordan du overhovedet kommer hen til Amagerfælled.

Men når du så endelig står dér foran busken, skal du finde et godt sted at starte. Og så handler det ellers om at være positiv og håbe på det bedste, hvilket her vil sige mange bær, knap så mange rifter. Undervejs knækker du måske nogle grene og bliver revet af de skarpe torne, men det tvinger dig til at kigge nedad, til siden, bagud og op. Og hele tiden være opmærksom på, hvilke muligheder der er omkring dig for at få fat på de bedste, mest modne bær. På den måde åbenbares hele tiden skjulte brombær, som du ikke før havde fået øje på. Og så er de gratis! "The first thoughts are for free" sagde min vejleder, da jeg mødte ham til første vejledning og var lidt tabt, da det kom til, hvad min erkendelsesinteresse egentlig er.

Tilbage til Amagerfælled og brombærrene. Du skal ikke være bange for at køre forkert eller gå langt ind mellem nogle buske for kun at finde en gammel luset sweatshirt eller en stor edderkop. Du skal nok finde det, du skal bruge. Bare du leder længe nok. Når din plastikbøtte så er fyldt med smukke, sorte og skinnende bær, kan du smage et enkelt, før du sætter låget på og tilfreds cykler hjemad igen.

Ja, det må være sådan, det er at researche til sit speciale. Jeg tror, jeg vil google brombær og se, om der nogensinde er skrevet et speciale om det.

Jeg hjerte solbrun hud

Nyligt hjemvendt og næsten oven på igen efter en fantastisk ferie. G E N N E M F Ø R T fantastisk. Intet mindre. Tænk sig at være så heldig at have venner, som man kan hænge ud med 24/7 i otte dage. At være grimme, halvnøgne, upassende, overmætte, trætte og svedige sammen. Uden problemer. Og jeg kunne sagtens have klaret otte dage mere. Om ikke andet så bare for at holde min teint ved lige. Jeg er ret glad for den. Desværre tror jeg, det er det eneste, mit korpus ville have godt af - solen. Maden og den manglende bevægelse har vist medført, at jeg er kommet hjem med mere, end jeg tog af sted med. Heldigvis slap jeg for at betale overvægt. Jeg bruger ikke det dér med at veje mig, så hvem tæller. Og med lidt solbrun hud ser alle, uanset størrelse, bare lidt pænere, frækkere og sundere ud. Så skidt pyt med, at catten har lagt sig ud. Hvad man ikke har i højden, må man have i drøjden.

8 venner og et sommerhus

I dag rejser jeg. Ikke så langt væk, men langt nok. Til Nerja, en lille by i det sydlige Spanien. Sammen med syv venner. Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig? Alle burde tage ud og rejse med deres venner, om ikke andet så bare for forventningens glæde, som for mit vedkommende har varet otte måneder; lige siden januar, hvor vi købte flybilletterne. Jeg er fan af venner, og jeg er så heldig at have flere klynger af dem, nogle helt tilbage fra folkeskolen og gymnasiet. Dem, jeg nu skal ned og nyde det spanske liv med, er kommet til i mine tyvere. Gennem studie og fredagsbarer. Jeg er lykkelig for, at man konstant kan møde nye mennesker og trække dem tæt ind på livet.

Sommer, sol, Spanien, sangria (kun et enkelt glas, naturligvis) og tapas - here I come. Vi ses på den anden side.

I øvrigt...

Jeg kan se, at der er lidt lang tid mellem de sidste tre indlæg. Heldigvis ved du nu, at jeg både har hjernerystelse og stress, så jeg kan bare smide ét af de kort som undskyldning. Men faktisk må man slet ikke lave sjov med hverken hjernerystelse eller stress. Overhovedet. Bare lige så du ved det. Så det gør jeg ikke. Jeg konstaterer blot. Og minder dig venligt om, at jeg pt. er lidt i stykker. Men gudskelov kun for en stund. Og så skal jeg nok blive dygtig til at opdatere uden for lange pauser.

Stressmanden Preben

Der er noget, jeg har glemt at fortælle. Jeg har stress. Eller jeg er stresset. Eller min krop er stresset. Jeg er i tvivl om, hvordan den korrekte formulering lyder, og jeg er egentlig også ligeglad. Jeg kan bare mærke, at den er gal i mig. Jeg kan mærke, at blodet pumper så hurtigt, at mit åndedræt ikke kan følge med, at jeg bliver mut og kort for hovedet, at jeg glemmer ting og værst af alt, at jeg glemmer mennesker.

Sådan kan alle naturligvis have det i perioder, men jeg havde det faktisk så meget sidste vinter, at jeg gik til min læge og grædende fortalte, at jeg ikke kunne sove om natten, fordi mit hjerte hamrede i mit bryst, at jeg havde prikkende spændinger ud i min venstre arm, at jeg ikke kunne trække vejret, at jeg var enormt ked af det og enormt glemsom. Hun kiggede på mig med et par varme, lysebrune øjen, tog brillerne af næsen og sygemeldte mig på stedet. Det var rart. Nej, det var fantastisk. Og samtidig var det noget af det meste skræmmende, jeg nogensinde har oplevet, og det føltes som det største nederlag. Men det var slet ikke et nederlag, fortalte min læge mig. Det samme fortalte flere kolleger på mit daværende praktiksted, min dejlige familie, mine skønne venner og min stresscoach. Så nu arbejder jeg på at få mig selv ned på jorden igen. Helt derned hvor det er rart at være til og at være mig. Det går fremad, men det tager tid, skulle jeg hilse og sige.

Min stresscoach (lad dig ikke narre af titlen - hun udfører virkelige mirakler) har sagt til mig, at jeg skal prøve at give min hjertebanken opmærksomhed og mærke, hvad det er, den fortæller mig. Hun har tilmed foreslået, at jeg gør det til en ting, noget der kan ses som værende uden for min krop, måske endda give den et navn. Jeg tror, den skal hedde Preben.

Den der gemmer til natten...

har masser af natmad, vil nogen måske mene. Andre vil mene, at man misser en chance. Det gjorde jeg i går. Jeg missede chancen for at tale med en fyr. Noget så ganske simpelt, men det nager mig i dag. Jeg så ham i baren på en af de lokale, og jeg blev lidt mat i knæene (på trods af at jeg sad ned) ved synet af ham. Du begynder nok at grine, når jeg beskriver ham. Ikke så meget fordi han lyder som en pige, men mere fordi han ligner alle de andre fyre, som bevæger sig rundt på Nørrebro for tiden. Men altså: Lyst hår sat op i en lille fiks knold, blå øjne under et par helt lyse og fine øjenbryn, tilpas brede skuldre under den stribede t-shirt men vigtigst af alt; det mest blændende smil, jeg længe har set. Med lukket mund, sådan lidt underspillet, på en lidt genert og behagelig måde. For fanden altså. Efter den første udveksling af smil, var jeg faldet i snak med en ungarer, hvis indgangsreplik var, at hans kammerats mor havde en sofa i samme stof som min kjole. Fedt, sofa på afveje. Det var vældig hyggeligt og alt det dér, men jeg blev gang på gang fanget af blondinens charmerende og flirtende smil, hvilket hylede mig helt ud af sofasamtalen. Da jeg endelig havde taget mod til mig og besluttet mig for, at jeg ville finde ham og sige, at jeg syntes, han havde et dejligt smil - sådan helt ærligt og stille og roligt - var han fandeme væk. Satans. Jeg gemte til natten, nærmere bestemt til kl. 4.30. Og det var for sent. Selvom ordsproget jo som bekendt fortsætter "gemmer til katten", hvilket jo faktisk burde være mig (altså katten, bare med c i stedet for k), så var det alligevel for sent.

Jeg er vokset op i et hjem, hvor alle konsekvent nægter at tage den sidste skefuld spaghetti, kartofler eller hvad der nu står på bordet, hvilket resulterer i, at der altid bliver smidt mad ud. Nu bor jeg i kollektiv og fryser overskydende brune ris ned og gemmer halve løg under kaffekopper i køleskabet. Og nu er der stort set altid en eller anden form for natmad i mit hjem. Samtidig er der dog lige nu overraskende få mænd i mit liv. Måske er der en sammenhæng.

I morgen vil jeg smide et halvt løg ud og sige til en fyr, at han har et dejligt smil. Basta.

Førerhund søges

Så skete det. Eller, det er i virkeligheden kommet snigende. Alderen har ramt mig. Jeg har nu overskredet styrke førerhund. I dag, for halvanden time siden, er mit syn blevet målt til -4.0 og -5.0. Av. Det gjorde ondt. Jeg bandede på vejen ud af butikken. Men jeg glæder mig til at få mine nye briller. Æv, jeg er gammel.

At arbejde er at leve - sådan lidt i hvert fald

Jeg elsker mit liv! Jeg stod op, spiste morgenmad og tog på arbejde. JEG TOG PÅ ARBEJDE! For real. Jeg har siddet foran computeren i 2,5 timer. Så sagde hovedet også stop, men altså alligevel. Det er ufatteligt så lidt, der skal til at gøre en hjernerystet cattekælling glad. Hurra!

Morgenmad med fortiden

Så sad jeg lige og spiste morgenmad med familien og havde lige smurt et godt lag jordbærmarmelade på osten, da min mor udbryder: "Nikolaj siger, at din gamle eks-Kim var i fjernsynet den anden dag. I forbindelse med Roskilde Festival. Fortæl lige om det, Nikolaj". (Grovrundstykke finder vej ud af hånd og klistrer sig et et kort sekund fast til hage, hvor marmeladen efterlader et aftryk, og til sidst tager brystet fra, før brødet igen ligger på tallerknen - med marmeladen nedad. Argmen fuck, altså. Selv ikke ved morgenbordet i provinsen er nutiden hellig. Så har han siddet der på landsdækkende tv, med sine lækre krøller og smilet til hele Danmark. Satans til fortid. Satans til eks. Og satans til letpåvirkelighed.

Da jeg har sundet mig og kommet mig over min mors manglende situationsfornemmelse, logger jeg på Facebook, og det første billede i mit news feed er dette:

Born the Most Romantic.. Oh really? Måske burde jeg være født i februar..

An end of an era

Så flyttede Maja. Maja, hvis navn der de sidste mange uger har stået på min daglige "5 ting jeg elskede ved i dag"-liste. Hun er flyttet. Sådan faktisk for alvor. Hun har lige smækket døren nede for enden af køkkentrappen, ud mod baggården. Og jeg stod oppe i køkkendøren, tørrede tårerne af kinderne og lyttede til hvert af hendes trin, indtil hun var helt nede. Før jeg hørte, at hun tog i håndtaget og gik ud i gården, kunne jeg ikke få mig selv til at lukke køkkendøren. Nu er hun væk. Heldigvis ikke langt væk, men hun er ikke i min stue, når jeg vågner i morgen tidlig, og hun står ikke i mit køkken og koger blødkogte æg og vand til the. Det føles allerede tomt.

Vi udnyttede vores sidste dag sammen til fulde; brunch på Café Bopa med en masse pandekager, en tur til Svanemøllen hvor vi diskuterede bryster og hofter og grinede højlydt af pumpede fyre, en lækker aftensmad og til sidst gik vi i barndom med perler, mens en animationsfilm bragede ud af min 13,5 tommer computerskærm. Jeg savner hende. Hun er det bedste, København har givet mig, på det halvandet år, jeg har boet her. Hun er skøn, og jeg ved, at vi har meget mere af hinanden til gode. Hun efterlod en hjemmebrændt perlelysestage, som skulle køle af, efter 13 minutter i ovnen. Hun kommer og henter den en dag, snart. Og jeg glæder mig.

Non-tømmermændssøndag

Jeg er fan. Af Trypical Cumbia, som gav den fedeste dansekoncert, jeg længe har været til. Af dans i flade sko. Af ædruelighed. Af ginger ale (selvom jeg har lidt ondt i maven af al den ingefær). Af venner. Af ikke at bruge en søndag under dynen med kvalme og flashbacks. Af frihed. Af København. Og faktisk også lidt fan af hjernerystelse. Når det nu skal være. Min rystede hjerne hoppede og dansede hele aftenen i går og i nat, og Københavns sommernat kyssede min cykelhjelm hele vejen hjem fra Halmtorvet kl. 4 i nat.

Den første bytur

Nu er det 1 måned og 6 dage siden. Det føles som evigheder, og samtidig som tiden har stået fuldstændig stille. Men i aften skal jeg ud. I byen. Til koncert. Jeg skal gøre mig lækker for at blive set på - og se på andre. Jeg glæder mig. Det bliver fedt. Og så fuck Roskilde Festival.

Aaand I'm back!

Jeg siger jer - kraniosakralterapi er the shit! Jeg tror sgu på, at det kan kurere ALT. Efter at have ligget på en briks i to timer og døset, kun afbrudt af mine egne "nu-falder-jeg-i-søvn-spjæt" og mundvand på vej ud af mundvigen, er jeg så god som ny. Det er for vildt. Jeg var den letteste cat i byen, da jeg svævede hjem derfra. Aldrig har jeg prøvet noget lignende. Ingen hovedpine, ingen spændinger, ingenting. Bare lykke. Og lethed.

Hvis du nogensinde får en hjernerystelse, lider af migræne, har gigt, diskusprolaps eller bare godt kunne tænke dig lidt blid berøring så find en kraniosakralterapeut. Lars Henrik Lundsgaard kan virkelig anbefales! Gør det!

Kraniosakralterapi

Efter en måned og fire dage med mere eller mindre konstant hovedpine skal der stærkere metoder i brug end pamol og pinex. Jeg er blevet anbefalet en - hold fast - kaniosakralterapeut, som efter sigende har kureret både lammende smerter i forbindelse med diskusprolaps og fået gigtramte til at gå igen. Hvis ikke han er en stor præsteklædt neger, som råber "praise the lord" mindst fem gange i timen, bliver jeg skuffet. Men okay, han hedder Lars Henrik Lundsgaard. Rimelig dårlige neger odds.

Man ved, man er hjemme i provinsen..

..Når lokalavisens "Dagens spørgsmål" til manden på gaden er "Skal du arbejde i sommerferien", og en lettere Kidd-provokerende-udseende provinsteenager fra Hårup bliver citeret for at svare "Det kan godt være". Sløv dag på gaden?

En kvinde der har styr på sine klejner

I dag har jeg fejret min farmors 82 års fødselsdag. Min farmor har været meget bekymret for mig og min hjernerystelse. Jeg tog med mine forældre og min bror til Grenå for at besøge min farmor. Hun vidste ikke, at jeg var med. Det var fantastisk at se hendes overraskede ansigt, og det splitsekund, hvor jeg åbnede døren, og hun stod og kneb øjnene sammen for at genskabe konturer og farver i de forkalkede øjne, var 100 gange bedre end at sidde på en pløjemark i Roskilde. Hold fast, hvor jeg elsker min farmor.

Jeg fik en gammel metaldåse med derfra. Den er stor og rektangulær og var en gave til min farmor og farfar på deres bryllupsdag i 1954. Dengang var den fyldt med kokosmakroner, som min farmors fars faster havde bagt. "Den kvinde fandt aldrig rigtig ud af det med mænd, men hendes klejner var de bedste i miles omkreds", fortalte min farmor. Det er sjovt sagt, men jeg håber for guds skyld ikke, at jeg bliver hende, der har mere styr på bagværk end på mænd.

Op i røven med Lambi

Så kom jeg hjem til familien i Jylland. Det er rart at være her, alt er som det plejer. Bortset fra det Lambi-toiletpapir, min mor har købt. Med sirlig skrift er påtrykt små lommefilosofiske sætninger såsom "Jeg elsker ham mere end i går men mindre end i morgen" og "Om jeg sier tre små ord hva sier du da?" - hmm.. Op i røven?

Mobilkrænkelse

Eeuw. Jeg er lige blevet ringet op. Af en mand. En liderlig én af slagsen. Med sjællandsk dialekt og hemmeligt nummer. Klart på listen over mærkværdige mænd, jeg har mødt (eller talt med);

"Heeeeej, hvordan går det?". Noget virkede bekendt og klamt, men jeg svarede, så godt jeg kunne, mens jeg forsøgte at få manden til at give sig til kende og forklare formålet. Det nægtede han og blev blot ved med at spørge "kan du ikke høre, hvem det er?" med ekstremt kælen stemme. Da jeg for tredje gang bad ham sige sit navn, kom følgende "hvis jeg nu siger, jeg ligger og tænker på dig" (læg lige 100 til liderlighedsfaktoren og gentag så sætningen). ØV! Samtalen endte med, at han smed på, da jeg stadig nægtede at kende ham. Men på en måde kendte jeg ham faktisk. Han ringede nemlig til mig for præcis 5 år siden. Lige da jeg var flyttet til Aarhus. Samme ækle liderlighed og samme klamme spørgsmål. Adr. Jeg følte mig sgu krænket.

Listen over underlige mænd tæller også op til flere masochistiske handyr, en drama queen fra Aalborg, en gift kollega fra et gammelt praktiksted, som skrev og inviterede mig på kaffe et halvt år efter, jeg var stoppet. Spørgsmålet var efterfulgt af tre prikker. I min verden betyder tre eller flere prikker, at der stikker noget under. Måske er det morsekoden for "hanky panky"?

Regnskab på en dag i juni - med hjernerystelse

Det positive:

• Jeg har rejst og oplevet en masse (uden at dø eller blive tilbudt en hotelovernatning for min ene nyre)
• Jeg har hjulpet mennesker i et andet land (jaja, det lyder meget smukt, men jeg kan stadig godt være en kælling)
• Jeg har snart gennemgået en videregående uddannelse (snart, som i jeg har snart brugt de berømte seks år på uni)
• Jeg bor i Københav
• Jeg har endnu alle mine tænder (og hænder) i behold
• Jeg har lært at sige fra, når alting bliver for meget (okay lært og lært, men jeg arbejder på det)

Det negative:

• Jeg har hjernerystelse (pis)
• Min hofter vokser sig til stadighed større og stærkere (jeg prøver at repetere sætningen "hvad man ikke har i højden, må man kompensere for i drøjden" og gøre det til et lille mantra - dog uden videre optimisme)
• Jeg har (stadig) hjernerystelse
• Min trang til at snacke stiger proportionelt med, at mine hofter bliver bredere - eller også er det omvendt
• Jeg kommer ikke på Roskilde Festival - thi jeg har hjernerystelse (fuck.. Bare fuck)
• Jeg skal på besøg i provinsen to gange inden for knap tre uger

The teen within

Jeg er egentlig også ofte en ung tøs. Selvom jeg lige straks er 27 år. Fx når jeg vågner fordrukken i en fremmed seng kl. 6.50 ved at fyren over mig dasker løs på mine bryster, som om han prøver at gøre dem længere før tid. Ikke at det er noget at være stolt af, men jeg er trods alt glad for, at der stadig er flere samtaler, som indeholder "jeg er slet ikke fuld nok, vi skal ha' nogle shots" end "hun er jo normalt en størrelse 1 år, men i sparkedragt bruger hun altså en størrelse større".

Selvom min hjernerystelse har overbevist mig om, at teenagedruk ikke er så charmerende og pisse fedt, som jeg sommetider har formået at bilde mig selv ind, så er jeg nu stadig tættere på udpumpning end plukveer.

Kvi-da-rn

Når jeg begynder at tænke over mig selv, mit liv og min indre cattekælling, tænker jeg ofte over min alder. 26 stive år. Lige straks 27, faktisk. Burde jeg ikke være voksen, ansvarlig og dermed også lidt kedelig? Jeg husker dengang, jeg som 14-årig stod i bager i et supermarked i provinsen. En mor og hendes datter køber en thebolle, og moren beder sin datter give mig pengene med ordene "giv damen pengene". Damen? Jeg var 14 år. Hvad fanden er jeg så nu? Som 26-årig.

På én gang er jeg både

• en voksen kvinde - i hvert fald når man tager mine velvoksne og meget fødedygtige hofter i betragtning.

• en dame - når jeg malerne læberne mørkerøde, tager min mors aflagte kernelædertaske fra 70'erne i hånden og trisser i Fakta Quick.

• et barn - når jeg om vinteren kommer cyklende i stiv kuling og tager mig selv i at tørre næse i vanten. Den højre vante, der er forbundet med den venstre ved hjælp af en rød garntråd. der løber gennem jakkeærmerne. På efterårsjakken, som den stædige unge konsekvent bruger hele vinteren. Bare fordi jeg ikke vil bukke under for vinteren og indrømme, at det faktisk er pææænt koldt. Jeg holder på, at 20 minusgrader må bekæmpes med vrede og stædighed.

Egentlig er jeg også lidt en fuldvoksen mand, når jeg åbner døren til skurvognen, tyller en King og slår en rungede bøvs. Jeg er glad for min indre havnearbejder. Han er nok en slags indre vagthund, som forhindrer, at der går pigefnidder i skidtet, og han gør mig stolt.

Wakey wakey

Hvad gør man, når man vågner op som 26-årig med en svimlende hjernerystelse? Efter ynkeligheden og "hvis jeg nu bare havde haft cykelhjelm på"-følelsesorkan er taget af. Man begynder at skrive. Man er jeg. Og jeg er begyndt at skrive. Lige nu. Eller, først skrev jeg mine tanker ned på mobilen, da computerskærme jo er strengt forbudt for en rystet hjerne. Og eftersom min mobil er en god gammel og ganske uskyldig Nokia et-eller-andet, som jeg først for nylig har fået data tilknyttet (hedder det dét - tilknyttet?), er der ingen fare på færde på den front. Altså bort set fra, at det efterhånden lyder lidt hult, når jeg fortæller, at jeg læser Medievidenskab og dernæst trækker en 5 år gammel tastemobil op af lædertasken. Men det er altså en god telefon. I hvert fald når den ikke growler mig i øret eller lægger på midt i et opkald. Jeg holder af ting. Jeg er en samler og en optimist.

Men altså, dette er mit liv som hjernerystet. Velkommen. Du behøver ikke tage skoene af.

Og nej, det er ikke en blog om mode, for det forstår jeg mig ikke på. Jeg går i det tøj, jeg føler mig mest tilpas i, hvilket det meste af året betyder blomstrede sommerkjoler. Ingen bukser. Hvorfor? Fordi det ikke klæder mig og i særdeleshed ikke mine hofter. Og nej, jeg er ikke typen, der spørger "ser min røv stor ud i de her bukser?" Jeg kan nemlig godt selv se det. Det er heller ikke en blog om kærlighed. Det forstår jeg mig nemlig heller ikke på. "Ser min røv for stor ud i det her forhold?" Og efter at ha' genset Adeles koncert i Albert Hall, hvor hun bryder grædende sammen efter at ha' sunger "Someone like you" - en sang min eks og jeg jævnligt mailede til hinanden, blev jeg blot bekræftet i, at det der med kærlighed, det er ikke min stærke side. Men okay, jeg bor i Danmarks dejligste by, omgivet af de skønneste mennesker, som jeg elsker lige så højt, som jeg nogensinde har elsket nogen krølhåret mand eller nogen storblomstret sommerkjole. På en helt og aldeles anden måde, naturligvis.