Så er jeg tilbage foran skærmen. Sådan ret meget for alvor. Efter to arbejdsdage, som føltes fantastiske - nye ansigter, nye opgaver, mere ansvar og en følelse af at jeg kunne klare det hele. Og nu, i dag fredag, stod ordet "specialeresearch" i min kalender. Hurtigt, men pænt, skrevet med min yndlingskuglepen, en sort Uni Pin Fine Line i størrelsen 0.3.
Men jeg må nok sande, at jeg ikke har været den mest flittige studerende i dag. Den rystede hjerne har været præget af de sidste to arbejdsdage, og min tålmodighed er voldsomt sat på prøve, når det kommer til at finde emnet til mit kommende speciale. På grund af min stressede krop har jeg valgt først at skrive under på kontrakten til december, hvilket giver mig god tid til at komme i gang og undgå stress og jag. Men fuck, hvor er det svært. Og da mit hoved i det stille brokkede sig over at glo på gamle opgaver, P.hd.-afhandlinger og Google-søgninger, var jeg ikke et sekund i tvivl, da chancen bød sig til en omgang bærjagt. Nærmere bestemt brombærjagt. På Amagerfælled.
Specialeprocessen er vel i bund og grund som brombærjagten. Du kan skrive om alt i hele verden, ligesom du på en fredag eftermiddag kan lave alt i hele verden. Jeg valgte brombærjagt. Når valget er taget, skal man lige forberede sig. Jeg valgte at bruge 40 minutter på at vælge tøj. Til en fucking brombærjagt i ingenmandsland. Jesus! Den tid kunne være udnyttet bedre, vil jeg sige. Fx til lige at google, hvordan søren det nu er, en brombærbusk ser ud, eller hvordan du overhovedet kommer hen til Amagerfælled.
Men når du så endelig står dér foran busken, skal du finde et godt sted at starte. Og så handler det ellers om at være positiv og håbe på det bedste, hvilket her vil sige mange bær, knap så mange rifter. Undervejs knækker du måske nogle grene og bliver revet af de skarpe torne, men det tvinger dig til at kigge nedad, til siden, bagud og op. Og hele tiden være opmærksom på, hvilke muligheder der er omkring dig for at få fat på de bedste, mest modne bær. På den måde åbenbares hele tiden skjulte brombær, som du ikke før havde fået øje på. Og så er de gratis! "The first thoughts are for free" sagde min vejleder, da jeg mødte ham til første vejledning og var lidt tabt, da det kom til, hvad min erkendelsesinteresse egentlig er.
Tilbage til Amagerfælled og brombærrene. Du skal ikke være bange for at køre forkert eller gå langt ind mellem nogle buske for kun at finde en gammel luset sweatshirt eller en stor edderkop. Du skal nok finde det, du skal bruge. Bare du leder længe nok. Når din plastikbøtte så er fyldt med smukke, sorte og skinnende bær, kan du smage et enkelt, før du sætter låget på og tilfreds cykler hjemad igen.
Ja, det må være sådan, det er at researche til sit speciale. Jeg tror, jeg vil google brombær og se, om der nogensinde er skrevet et speciale om det.
Men jeg må nok sande, at jeg ikke har været den mest flittige studerende i dag. Den rystede hjerne har været præget af de sidste to arbejdsdage, og min tålmodighed er voldsomt sat på prøve, når det kommer til at finde emnet til mit kommende speciale. På grund af min stressede krop har jeg valgt først at skrive under på kontrakten til december, hvilket giver mig god tid til at komme i gang og undgå stress og jag. Men fuck, hvor er det svært. Og da mit hoved i det stille brokkede sig over at glo på gamle opgaver, P.hd.-afhandlinger og Google-søgninger, var jeg ikke et sekund i tvivl, da chancen bød sig til en omgang bærjagt. Nærmere bestemt brombærjagt. På Amagerfælled.
Specialeprocessen er vel i bund og grund som brombærjagten. Du kan skrive om alt i hele verden, ligesom du på en fredag eftermiddag kan lave alt i hele verden. Jeg valgte brombærjagt. Når valget er taget, skal man lige forberede sig. Jeg valgte at bruge 40 minutter på at vælge tøj. Til en fucking brombærjagt i ingenmandsland. Jesus! Den tid kunne være udnyttet bedre, vil jeg sige. Fx til lige at google, hvordan søren det nu er, en brombærbusk ser ud, eller hvordan du overhovedet kommer hen til Amagerfælled.
Men når du så endelig står dér foran busken, skal du finde et godt sted at starte. Og så handler det ellers om at være positiv og håbe på det bedste, hvilket her vil sige mange bær, knap så mange rifter. Undervejs knækker du måske nogle grene og bliver revet af de skarpe torne, men det tvinger dig til at kigge nedad, til siden, bagud og op. Og hele tiden være opmærksom på, hvilke muligheder der er omkring dig for at få fat på de bedste, mest modne bær. På den måde åbenbares hele tiden skjulte brombær, som du ikke før havde fået øje på. Og så er de gratis! "The first thoughts are for free" sagde min vejleder, da jeg mødte ham til første vejledning og var lidt tabt, da det kom til, hvad min erkendelsesinteresse egentlig er.
Tilbage til Amagerfælled og brombærrene. Du skal ikke være bange for at køre forkert eller gå langt ind mellem nogle buske for kun at finde en gammel luset sweatshirt eller en stor edderkop. Du skal nok finde det, du skal bruge. Bare du leder længe nok. Når din plastikbøtte så er fyldt med smukke, sorte og skinnende bær, kan du smage et enkelt, før du sætter låget på og tilfreds cykler hjemad igen.
Ja, det må være sådan, det er at researche til sit speciale. Jeg tror, jeg vil google brombær og se, om der nogensinde er skrevet et speciale om det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar