En kvinde der har styr på sine klejner

I dag har jeg fejret min farmors 82 års fødselsdag. Min farmor har været meget bekymret for mig og min hjernerystelse. Jeg tog med mine forældre og min bror til Grenå for at besøge min farmor. Hun vidste ikke, at jeg var med. Det var fantastisk at se hendes overraskede ansigt, og det splitsekund, hvor jeg åbnede døren, og hun stod og kneb øjnene sammen for at genskabe konturer og farver i de forkalkede øjne, var 100 gange bedre end at sidde på en pløjemark i Roskilde. Hold fast, hvor jeg elsker min farmor.

Jeg fik en gammel metaldåse med derfra. Den er stor og rektangulær og var en gave til min farmor og farfar på deres bryllupsdag i 1954. Dengang var den fyldt med kokosmakroner, som min farmors fars faster havde bagt. "Den kvinde fandt aldrig rigtig ud af det med mænd, men hendes klejner var de bedste i miles omkreds", fortalte min farmor. Det er sjovt sagt, men jeg håber for guds skyld ikke, at jeg bliver hende, der har mere styr på bagværk end på mænd.

Op i røven med Lambi

Så kom jeg hjem til familien i Jylland. Det er rart at være her, alt er som det plejer. Bortset fra det Lambi-toiletpapir, min mor har købt. Med sirlig skrift er påtrykt små lommefilosofiske sætninger såsom "Jeg elsker ham mere end i går men mindre end i morgen" og "Om jeg sier tre små ord hva sier du da?" - hmm.. Op i røven?

Mobilkrænkelse

Eeuw. Jeg er lige blevet ringet op. Af en mand. En liderlig én af slagsen. Med sjællandsk dialekt og hemmeligt nummer. Klart på listen over mærkværdige mænd, jeg har mødt (eller talt med);

"Heeeeej, hvordan går det?". Noget virkede bekendt og klamt, men jeg svarede, så godt jeg kunne, mens jeg forsøgte at få manden til at give sig til kende og forklare formålet. Det nægtede han og blev blot ved med at spørge "kan du ikke høre, hvem det er?" med ekstremt kælen stemme. Da jeg for tredje gang bad ham sige sit navn, kom følgende "hvis jeg nu siger, jeg ligger og tænker på dig" (læg lige 100 til liderlighedsfaktoren og gentag så sætningen). ØV! Samtalen endte med, at han smed på, da jeg stadig nægtede at kende ham. Men på en måde kendte jeg ham faktisk. Han ringede nemlig til mig for præcis 5 år siden. Lige da jeg var flyttet til Aarhus. Samme ækle liderlighed og samme klamme spørgsmål. Adr. Jeg følte mig sgu krænket.

Listen over underlige mænd tæller også op til flere masochistiske handyr, en drama queen fra Aalborg, en gift kollega fra et gammelt praktiksted, som skrev og inviterede mig på kaffe et halvt år efter, jeg var stoppet. Spørgsmålet var efterfulgt af tre prikker. I min verden betyder tre eller flere prikker, at der stikker noget under. Måske er det morsekoden for "hanky panky"?

Regnskab på en dag i juni - med hjernerystelse

Det positive:

• Jeg har rejst og oplevet en masse (uden at dø eller blive tilbudt en hotelovernatning for min ene nyre)
• Jeg har hjulpet mennesker i et andet land (jaja, det lyder meget smukt, men jeg kan stadig godt være en kælling)
• Jeg har snart gennemgået en videregående uddannelse (snart, som i jeg har snart brugt de berømte seks år på uni)
• Jeg bor i Københav
• Jeg har endnu alle mine tænder (og hænder) i behold
• Jeg har lært at sige fra, når alting bliver for meget (okay lært og lært, men jeg arbejder på det)

Det negative:

• Jeg har hjernerystelse (pis)
• Min hofter vokser sig til stadighed større og stærkere (jeg prøver at repetere sætningen "hvad man ikke har i højden, må man kompensere for i drøjden" og gøre det til et lille mantra - dog uden videre optimisme)
• Jeg har (stadig) hjernerystelse
• Min trang til at snacke stiger proportionelt med, at mine hofter bliver bredere - eller også er det omvendt
• Jeg kommer ikke på Roskilde Festival - thi jeg har hjernerystelse (fuck.. Bare fuck)
• Jeg skal på besøg i provinsen to gange inden for knap tre uger

The teen within

Jeg er egentlig også ofte en ung tøs. Selvom jeg lige straks er 27 år. Fx når jeg vågner fordrukken i en fremmed seng kl. 6.50 ved at fyren over mig dasker løs på mine bryster, som om han prøver at gøre dem længere før tid. Ikke at det er noget at være stolt af, men jeg er trods alt glad for, at der stadig er flere samtaler, som indeholder "jeg er slet ikke fuld nok, vi skal ha' nogle shots" end "hun er jo normalt en størrelse 1 år, men i sparkedragt bruger hun altså en størrelse større".

Selvom min hjernerystelse har overbevist mig om, at teenagedruk ikke er så charmerende og pisse fedt, som jeg sommetider har formået at bilde mig selv ind, så er jeg nu stadig tættere på udpumpning end plukveer.

Kvi-da-rn

Når jeg begynder at tænke over mig selv, mit liv og min indre cattekælling, tænker jeg ofte over min alder. 26 stive år. Lige straks 27, faktisk. Burde jeg ikke være voksen, ansvarlig og dermed også lidt kedelig? Jeg husker dengang, jeg som 14-årig stod i bager i et supermarked i provinsen. En mor og hendes datter køber en thebolle, og moren beder sin datter give mig pengene med ordene "giv damen pengene". Damen? Jeg var 14 år. Hvad fanden er jeg så nu? Som 26-årig.

På én gang er jeg både

• en voksen kvinde - i hvert fald når man tager mine velvoksne og meget fødedygtige hofter i betragtning.

• en dame - når jeg malerne læberne mørkerøde, tager min mors aflagte kernelædertaske fra 70'erne i hånden og trisser i Fakta Quick.

• et barn - når jeg om vinteren kommer cyklende i stiv kuling og tager mig selv i at tørre næse i vanten. Den højre vante, der er forbundet med den venstre ved hjælp af en rød garntråd. der løber gennem jakkeærmerne. På efterårsjakken, som den stædige unge konsekvent bruger hele vinteren. Bare fordi jeg ikke vil bukke under for vinteren og indrømme, at det faktisk er pææænt koldt. Jeg holder på, at 20 minusgrader må bekæmpes med vrede og stædighed.

Egentlig er jeg også lidt en fuldvoksen mand, når jeg åbner døren til skurvognen, tyller en King og slår en rungede bøvs. Jeg er glad for min indre havnearbejder. Han er nok en slags indre vagthund, som forhindrer, at der går pigefnidder i skidtet, og han gør mig stolt.

Wakey wakey

Hvad gør man, når man vågner op som 26-årig med en svimlende hjernerystelse? Efter ynkeligheden og "hvis jeg nu bare havde haft cykelhjelm på"-følelsesorkan er taget af. Man begynder at skrive. Man er jeg. Og jeg er begyndt at skrive. Lige nu. Eller, først skrev jeg mine tanker ned på mobilen, da computerskærme jo er strengt forbudt for en rystet hjerne. Og eftersom min mobil er en god gammel og ganske uskyldig Nokia et-eller-andet, som jeg først for nylig har fået data tilknyttet (hedder det dét - tilknyttet?), er der ingen fare på færde på den front. Altså bort set fra, at det efterhånden lyder lidt hult, når jeg fortæller, at jeg læser Medievidenskab og dernæst trækker en 5 år gammel tastemobil op af lædertasken. Men det er altså en god telefon. I hvert fald når den ikke growler mig i øret eller lægger på midt i et opkald. Jeg holder af ting. Jeg er en samler og en optimist.

Men altså, dette er mit liv som hjernerystet. Velkommen. Du behøver ikke tage skoene af.

Og nej, det er ikke en blog om mode, for det forstår jeg mig ikke på. Jeg går i det tøj, jeg føler mig mest tilpas i, hvilket det meste af året betyder blomstrede sommerkjoler. Ingen bukser. Hvorfor? Fordi det ikke klæder mig og i særdeleshed ikke mine hofter. Og nej, jeg er ikke typen, der spørger "ser min røv stor ud i de her bukser?" Jeg kan nemlig godt selv se det. Det er heller ikke en blog om kærlighed. Det forstår jeg mig nemlig heller ikke på. "Ser min røv for stor ud i det her forhold?" Og efter at ha' genset Adeles koncert i Albert Hall, hvor hun bryder grædende sammen efter at ha' sunger "Someone like you" - en sang min eks og jeg jævnligt mailede til hinanden, blev jeg blot bekræftet i, at det der med kærlighed, det er ikke min stærke side. Men okay, jeg bor i Danmarks dejligste by, omgivet af de skønneste mennesker, som jeg elsker lige så højt, som jeg nogensinde har elsket nogen krølhåret mand eller nogen storblomstret sommerkjole. På en helt og aldeles anden måde, naturligvis.