Den stærkeste cat i byen

Du har nok allerede tænkt det. "Hun lyder eddermame som et svagt kvindemenneske" - afhængigt af dine bandeordspræferencer. Og ja, jeg er lidt svag sommetider. Men det er vi sgu alle. Jeg har dårlige ankler, dårlig lænd, hjernerystelse, stress og dårligt syn. Men i dag, lige præcis i dag, har jeg været ret så stærk. Efter at have sendt en mail ud til mine kolleger i går om min stresssituation, sad jeg i dag face to face med 11 af dem og fortalte, at jeg stadig arbejder med efterdønningerne. Shit, jeg var nervøs. Men det gik. Og det gik endda godt. Jeg elsker min arbejdsplads! Jeg fik også sagt, at de er meget velkomne til at spørge ind til det, og jeg tudede kun første og fjerde gang, nogen spurgte. Dygtigt. Jeg var bange for, at der ville gå lidt for meget AA-introduktion i den, men folk var søde, og jeg fik dem til at grine. Det var egentlig ikke hensigten, men det føltes rart.

Jeg er ikke god til, at folk bekymrer sig om mig. Så går jeg i baglås og vil egentlig bare helst væk. Så det er en prøvelse at få et ekstra langt kram, et ae-ae på armen eller et medfølende smil. Men det er godt for mig. Jeg bliver rystet i mine vante rammer, vokser med opgaven og jeg kommer hel ud på den anden side.

Man kan vel godt sige, at jeg er rystet på flere måder - både på stressmåden og hjernerystelsesmåden. Men det er virkelig sundt at blive shaket en gang imellem. Måske ikke så voldsomt, som jeg er blevet rystet, men det har da virket om ikke andet. Jeg har virkelig lært (og lærer til stadighed) at sætte pris på mit eget selskab, en dag uden planer, lydbøger (nogle af oplæserne skifter stemme alt efter karakteren! Det er totalt som at være lille og få læst godnathistorie højt af sin fjollede far), ro, struktur, mindre computer, ingen alkohol og flere "hvad er godt for mig"-ting. Alle burde få en hjernerystelse mindst én gang i livet. Eller som minimum bare fake en for en stund.

Gensyn

I forbindelse med min pause fra skærmen for at skåne hovedet efter mødet med vitrineskabet (som i øvrigt har resulteret i en lille fin bule i venstre side af panden), sad jeg på Dronning Louises Bro og nød solen med en veninde. Midt i vores seriøse snak om mit speciale bringes jeg ud af fatning. På cykelstien, knap to meter fra os, kommer blondinen fra Karrusellen cyklende. Altså ham fyren med den lille blonde knold og det gennemført skønne smil. Det føltes rart, selvom han overhovedet ikke ænsede mig, men derimod var opslugt af en samtale med sin kammerat. Jeg tolker det som, at han ikke bare var en besøgende i storbyen, men at han rent faktisk bor her, og at jeg rent faktisk har mulighed for at støde ind i ham igen og påpege hans charmerende smil. Det mindede mig om, at ting kan ske, hvis jeg griber chancen.

*#'@=!?=#!* !!

Så gik jeg lige og ryddede op. Lige så stille for at komme væk fra skærmen, så mit hoved kunne få ro. Og hvad sker der så, da jeg vil lægge et tæppe over sofaens armlæn? JEGBANKERHOVEDETINDIETFUCKINGVITRINESKAB! Egenlig synes jeg, det var vitrineskabet, der bankede ind i mit hoved, men det var nok omvendt. Men shit, jeg fik et chok. Først og fremmest på grund af den overraskende hule og let knasende lyd af pande mod hjørne lavet af træ. Dernæst tanken om at ryge tilbage til start - igen. Fuck, shit, pis. Altså.

Kryds fingre for mit hoveds helbred. Jeg vil ikke tilbage til lydbøger og klap for øjet. Så nu skrider jeg fra det hele. Ud på broen med en kaff' i hånden.

Far til fire fulde mennesker

I fredags var jeg til fest. Det var jeg også i går. Jeg er ret sej, hvis jeg selv skal sige det. Tre øl og en sørens masse vand fredag fordelt over tidsrummet 21.00-03.30 og cirka det samme lørdag. Jeg er sgu ved at være tilbage på vognen. Altså antihjernerystelses-/festvognen, ikke fuldevognen. Jeg er virkelig godt tilfreds med ikke at have timelange blackouts på selve aftenen og larmende tømmermænd dagen derpå, og jeg ter mig stadig tosset på dansegulvet, promiller eller ej. Desværre kan jeg mærke, at det dér med at være ædru hæmmer mig på andre områder.

Det er sørgeligt at indrømme, men det er sgu noget nemmere at kaste sig i armene på en mandsperson, når det snurrer i hovedet, og øjnene flakker en smule. Jeg er lidt flov over, at det er sådan, men jeg har en idé om, at jeg bare lige skal vænne mig til den nye situation, og så skal jeg nok blive god til det med mænd igen. Ikke desto mindre faldt jeg i snak med to søde fyre til festen i lørdags. Den første fyrs indgangsreplik var "Du er virkelig en pæn pige. Du minder mig sådan om hende storesøsteren fra Far til fire". Hmm.. Du husker måske den sidste (lettere akavede) kompliment, jeg fik af en fyr; "min vens mor har en sofa i samme stof som din kjole". Jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvilken kompliment jeg er mest begejstret for. Selvfølgelig har jeg ikke lyst til at blive associeret med klodset inventar til stuen, men jeg har egentlig heller ikke lyst til at blive sammenlignet med et dydsmønster, der taler flydende gammeldansk. Fyren med de små runde briller, det krøllede hår og den slidte kasket, insisterede dog på, at det var en kompliment, og hans kammerat bakkede ham op.

 
Men som aftenen skred frem, følte jeg mig faktisk mere og mere som en karakter i en ny udgave af den gamle film. Den kunne passende hedde "Far til fire fulde mennesker" - hvoraf den bebrillede krøltop var én af de fire. Hvor er fulde folk dog ucharmerende, og hvor er det nemt at føle sig som den voksne og ansvarlige, der lige skal sørge for, at folk ikke brækker sig på spisebordet, kaster tomme dåser gennem lokalet eller låser sig inde på toilettet i flere timer. Det kan egentlig være lidt hårdt at være ædru i en fuld forsamling, ikke mindst når det kommer til at tage det næste skridt over for en fyr. For helt ærligt, de er altså ikke så pisse lækre, når de for tredje gang snøvlende gentager sig selv, mens deres øjne sejler rundt i hovedet for at fange dine.

Måske det faktisk ville være nemmere at sidde hjemme i stuen og falde i ét med sofaen, mens en sort/hvid film ruller hen over computerskærmen. Men det ville naturligvis ikke være lige så sjovt som at danse rundt i ølslatter, tale sort med fremmede mennesker og høre gamle 90'er hits natten lang. Nej, jeg tager af sted igen næste weekend og håber at møde bare ét menneske, som jeg kan tale med på trods af en forskel på to promiller.

Specialeresearch vs. brombærjagt

Så er jeg tilbage foran skærmen. Sådan ret meget for alvor. Efter to arbejdsdage, som føltes fantastiske - nye ansigter, nye opgaver, mere ansvar og en følelse af at jeg kunne klare det hele. Og nu, i dag fredag, stod ordet "specialeresearch" i min kalender. Hurtigt, men pænt, skrevet med min yndlingskuglepen, en sort Uni Pin Fine Line i størrelsen 0.3.

Men jeg må nok sande, at jeg ikke har været den mest flittige studerende i dag. Den rystede hjerne har været præget af de sidste to arbejdsdage, og min tålmodighed er voldsomt sat på prøve, når det kommer til at finde emnet til mit kommende speciale. På grund af min stressede krop har jeg valgt først at skrive under på kontrakten til december, hvilket giver mig god tid til at komme i gang og undgå stress og jag. Men fuck, hvor er det svært. Og da mit hoved i det stille brokkede sig over at glo på gamle opgaver, P.hd.-afhandlinger og Google-søgninger, var jeg ikke et sekund i tvivl, da chancen bød sig til en omgang bærjagt. Nærmere bestemt brombærjagt. På Amagerfælled.

Specialeprocessen er vel i bund og grund som brombærjagten. Du kan skrive om alt i hele verden, ligesom du på en fredag eftermiddag kan lave alt i hele verden. Jeg valgte brombærjagt. Når valget er taget, skal man lige forberede sig. Jeg valgte at bruge 40 minutter på at vælge tøj. Til en fucking brombærjagt i ingenmandsland. Jesus! Den tid kunne være udnyttet bedre, vil jeg sige. Fx til lige at google, hvordan søren det nu er, en brombærbusk ser ud, eller hvordan du overhovedet kommer hen til Amagerfælled.

Men når du så endelig står dér foran busken, skal du finde et godt sted at starte. Og så handler det ellers om at være positiv og håbe på det bedste, hvilket her vil sige mange bær, knap så mange rifter. Undervejs knækker du måske nogle grene og bliver revet af de skarpe torne, men det tvinger dig til at kigge nedad, til siden, bagud og op. Og hele tiden være opmærksom på, hvilke muligheder der er omkring dig for at få fat på de bedste, mest modne bær. På den måde åbenbares hele tiden skjulte brombær, som du ikke før havde fået øje på. Og så er de gratis! "The first thoughts are for free" sagde min vejleder, da jeg mødte ham til første vejledning og var lidt tabt, da det kom til, hvad min erkendelsesinteresse egentlig er.

Tilbage til Amagerfælled og brombærrene. Du skal ikke være bange for at køre forkert eller gå langt ind mellem nogle buske for kun at finde en gammel luset sweatshirt eller en stor edderkop. Du skal nok finde det, du skal bruge. Bare du leder længe nok. Når din plastikbøtte så er fyldt med smukke, sorte og skinnende bær, kan du smage et enkelt, før du sætter låget på og tilfreds cykler hjemad igen.

Ja, det må være sådan, det er at researche til sit speciale. Jeg tror, jeg vil google brombær og se, om der nogensinde er skrevet et speciale om det.

Jeg hjerte solbrun hud

Nyligt hjemvendt og næsten oven på igen efter en fantastisk ferie. G E N N E M F Ø R T fantastisk. Intet mindre. Tænk sig at være så heldig at have venner, som man kan hænge ud med 24/7 i otte dage. At være grimme, halvnøgne, upassende, overmætte, trætte og svedige sammen. Uden problemer. Og jeg kunne sagtens have klaret otte dage mere. Om ikke andet så bare for at holde min teint ved lige. Jeg er ret glad for den. Desværre tror jeg, det er det eneste, mit korpus ville have godt af - solen. Maden og den manglende bevægelse har vist medført, at jeg er kommet hjem med mere, end jeg tog af sted med. Heldigvis slap jeg for at betale overvægt. Jeg bruger ikke det dér med at veje mig, så hvem tæller. Og med lidt solbrun hud ser alle, uanset størrelse, bare lidt pænere, frækkere og sundere ud. Så skidt pyt med, at catten har lagt sig ud. Hvad man ikke har i højden, må man have i drøjden.

8 venner og et sommerhus

I dag rejser jeg. Ikke så langt væk, men langt nok. Til Nerja, en lille by i det sydlige Spanien. Sammen med syv venner. Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig? Alle burde tage ud og rejse med deres venner, om ikke andet så bare for forventningens glæde, som for mit vedkommende har varet otte måneder; lige siden januar, hvor vi købte flybilletterne. Jeg er fan af venner, og jeg er så heldig at have flere klynger af dem, nogle helt tilbage fra folkeskolen og gymnasiet. Dem, jeg nu skal ned og nyde det spanske liv med, er kommet til i mine tyvere. Gennem studie og fredagsbarer. Jeg er lykkelig for, at man konstant kan møde nye mennesker og trække dem tæt ind på livet.

Sommer, sol, Spanien, sangria (kun et enkelt glas, naturligvis) og tapas - here I come. Vi ses på den anden side.

I øvrigt...

Jeg kan se, at der er lidt lang tid mellem de sidste tre indlæg. Heldigvis ved du nu, at jeg både har hjernerystelse og stress, så jeg kan bare smide ét af de kort som undskyldning. Men faktisk må man slet ikke lave sjov med hverken hjernerystelse eller stress. Overhovedet. Bare lige så du ved det. Så det gør jeg ikke. Jeg konstaterer blot. Og minder dig venligt om, at jeg pt. er lidt i stykker. Men gudskelov kun for en stund. Og så skal jeg nok blive dygtig til at opdatere uden for lange pauser.

Stressmanden Preben

Der er noget, jeg har glemt at fortælle. Jeg har stress. Eller jeg er stresset. Eller min krop er stresset. Jeg er i tvivl om, hvordan den korrekte formulering lyder, og jeg er egentlig også ligeglad. Jeg kan bare mærke, at den er gal i mig. Jeg kan mærke, at blodet pumper så hurtigt, at mit åndedræt ikke kan følge med, at jeg bliver mut og kort for hovedet, at jeg glemmer ting og værst af alt, at jeg glemmer mennesker.

Sådan kan alle naturligvis have det i perioder, men jeg havde det faktisk så meget sidste vinter, at jeg gik til min læge og grædende fortalte, at jeg ikke kunne sove om natten, fordi mit hjerte hamrede i mit bryst, at jeg havde prikkende spændinger ud i min venstre arm, at jeg ikke kunne trække vejret, at jeg var enormt ked af det og enormt glemsom. Hun kiggede på mig med et par varme, lysebrune øjen, tog brillerne af næsen og sygemeldte mig på stedet. Det var rart. Nej, det var fantastisk. Og samtidig var det noget af det meste skræmmende, jeg nogensinde har oplevet, og det føltes som det største nederlag. Men det var slet ikke et nederlag, fortalte min læge mig. Det samme fortalte flere kolleger på mit daværende praktiksted, min dejlige familie, mine skønne venner og min stresscoach. Så nu arbejder jeg på at få mig selv ned på jorden igen. Helt derned hvor det er rart at være til og at være mig. Det går fremad, men det tager tid, skulle jeg hilse og sige.

Min stresscoach (lad dig ikke narre af titlen - hun udfører virkelige mirakler) har sagt til mig, at jeg skal prøve at give min hjertebanken opmærksomhed og mærke, hvad det er, den fortæller mig. Hun har tilmed foreslået, at jeg gør det til en ting, noget der kan ses som værende uden for min krop, måske endda give den et navn. Jeg tror, den skal hedde Preben.