Stressmanden Preben

Der er noget, jeg har glemt at fortælle. Jeg har stress. Eller jeg er stresset. Eller min krop er stresset. Jeg er i tvivl om, hvordan den korrekte formulering lyder, og jeg er egentlig også ligeglad. Jeg kan bare mærke, at den er gal i mig. Jeg kan mærke, at blodet pumper så hurtigt, at mit åndedræt ikke kan følge med, at jeg bliver mut og kort for hovedet, at jeg glemmer ting og værst af alt, at jeg glemmer mennesker.

Sådan kan alle naturligvis have det i perioder, men jeg havde det faktisk så meget sidste vinter, at jeg gik til min læge og grædende fortalte, at jeg ikke kunne sove om natten, fordi mit hjerte hamrede i mit bryst, at jeg havde prikkende spændinger ud i min venstre arm, at jeg ikke kunne trække vejret, at jeg var enormt ked af det og enormt glemsom. Hun kiggede på mig med et par varme, lysebrune øjen, tog brillerne af næsen og sygemeldte mig på stedet. Det var rart. Nej, det var fantastisk. Og samtidig var det noget af det meste skræmmende, jeg nogensinde har oplevet, og det føltes som det største nederlag. Men det var slet ikke et nederlag, fortalte min læge mig. Det samme fortalte flere kolleger på mit daværende praktiksted, min dejlige familie, mine skønne venner og min stresscoach. Så nu arbejder jeg på at få mig selv ned på jorden igen. Helt derned hvor det er rart at være til og at være mig. Det går fremad, men det tager tid, skulle jeg hilse og sige.

Min stresscoach (lad dig ikke narre af titlen - hun udfører virkelige mirakler) har sagt til mig, at jeg skal prøve at give min hjertebanken opmærksomhed og mærke, hvad det er, den fortæller mig. Hun har tilmed foreslået, at jeg gør det til en ting, noget der kan ses som værende uden for min krop, måske endda give den et navn. Jeg tror, den skal hedde Preben.