Den der gemmer til natten...

har masser af natmad, vil nogen måske mene. Andre vil mene, at man misser en chance. Det gjorde jeg i går. Jeg missede chancen for at tale med en fyr. Noget så ganske simpelt, men det nager mig i dag. Jeg så ham i baren på en af de lokale, og jeg blev lidt mat i knæene (på trods af at jeg sad ned) ved synet af ham. Du begynder nok at grine, når jeg beskriver ham. Ikke så meget fordi han lyder som en pige, men mere fordi han ligner alle de andre fyre, som bevæger sig rundt på Nørrebro for tiden. Men altså: Lyst hår sat op i en lille fiks knold, blå øjne under et par helt lyse og fine øjenbryn, tilpas brede skuldre under den stribede t-shirt men vigtigst af alt; det mest blændende smil, jeg længe har set. Med lukket mund, sådan lidt underspillet, på en lidt genert og behagelig måde. For fanden altså. Efter den første udveksling af smil, var jeg faldet i snak med en ungarer, hvis indgangsreplik var, at hans kammerats mor havde en sofa i samme stof som min kjole. Fedt, sofa på afveje. Det var vældig hyggeligt og alt det dér, men jeg blev gang på gang fanget af blondinens charmerende og flirtende smil, hvilket hylede mig helt ud af sofasamtalen. Da jeg endelig havde taget mod til mig og besluttet mig for, at jeg ville finde ham og sige, at jeg syntes, han havde et dejligt smil - sådan helt ærligt og stille og roligt - var han fandeme væk. Satans. Jeg gemte til natten, nærmere bestemt til kl. 4.30. Og det var for sent. Selvom ordsproget jo som bekendt fortsætter "gemmer til katten", hvilket jo faktisk burde være mig (altså katten, bare med c i stedet for k), så var det alligevel for sent.

Jeg er vokset op i et hjem, hvor alle konsekvent nægter at tage den sidste skefuld spaghetti, kartofler eller hvad der nu står på bordet, hvilket resulterer i, at der altid bliver smidt mad ud. Nu bor jeg i kollektiv og fryser overskydende brune ris ned og gemmer halve løg under kaffekopper i køleskabet. Og nu er der stort set altid en eller anden form for natmad i mit hjem. Samtidig er der dog lige nu overraskende få mænd i mit liv. Måske er der en sammenhæng.

I morgen vil jeg smide et halvt løg ud og sige til en fyr, at han har et dejligt smil. Basta.

Førerhund søges

Så skete det. Eller, det er i virkeligheden kommet snigende. Alderen har ramt mig. Jeg har nu overskredet styrke førerhund. I dag, for halvanden time siden, er mit syn blevet målt til -4.0 og -5.0. Av. Det gjorde ondt. Jeg bandede på vejen ud af butikken. Men jeg glæder mig til at få mine nye briller. Æv, jeg er gammel.

At arbejde er at leve - sådan lidt i hvert fald

Jeg elsker mit liv! Jeg stod op, spiste morgenmad og tog på arbejde. JEG TOG PÅ ARBEJDE! For real. Jeg har siddet foran computeren i 2,5 timer. Så sagde hovedet også stop, men altså alligevel. Det er ufatteligt så lidt, der skal til at gøre en hjernerystet cattekælling glad. Hurra!

Morgenmad med fortiden

Så sad jeg lige og spiste morgenmad med familien og havde lige smurt et godt lag jordbærmarmelade på osten, da min mor udbryder: "Nikolaj siger, at din gamle eks-Kim var i fjernsynet den anden dag. I forbindelse med Roskilde Festival. Fortæl lige om det, Nikolaj". (Grovrundstykke finder vej ud af hånd og klistrer sig et et kort sekund fast til hage, hvor marmeladen efterlader et aftryk, og til sidst tager brystet fra, før brødet igen ligger på tallerknen - med marmeladen nedad. Argmen fuck, altså. Selv ikke ved morgenbordet i provinsen er nutiden hellig. Så har han siddet der på landsdækkende tv, med sine lækre krøller og smilet til hele Danmark. Satans til fortid. Satans til eks. Og satans til letpåvirkelighed.

Da jeg har sundet mig og kommet mig over min mors manglende situationsfornemmelse, logger jeg på Facebook, og det første billede i mit news feed er dette:

Born the Most Romantic.. Oh really? Måske burde jeg være født i februar..

An end of an era

Så flyttede Maja. Maja, hvis navn der de sidste mange uger har stået på min daglige "5 ting jeg elskede ved i dag"-liste. Hun er flyttet. Sådan faktisk for alvor. Hun har lige smækket døren nede for enden af køkkentrappen, ud mod baggården. Og jeg stod oppe i køkkendøren, tørrede tårerne af kinderne og lyttede til hvert af hendes trin, indtil hun var helt nede. Før jeg hørte, at hun tog i håndtaget og gik ud i gården, kunne jeg ikke få mig selv til at lukke køkkendøren. Nu er hun væk. Heldigvis ikke langt væk, men hun er ikke i min stue, når jeg vågner i morgen tidlig, og hun står ikke i mit køkken og koger blødkogte æg og vand til the. Det føles allerede tomt.

Vi udnyttede vores sidste dag sammen til fulde; brunch på Café Bopa med en masse pandekager, en tur til Svanemøllen hvor vi diskuterede bryster og hofter og grinede højlydt af pumpede fyre, en lækker aftensmad og til sidst gik vi i barndom med perler, mens en animationsfilm bragede ud af min 13,5 tommer computerskærm. Jeg savner hende. Hun er det bedste, København har givet mig, på det halvandet år, jeg har boet her. Hun er skøn, og jeg ved, at vi har meget mere af hinanden til gode. Hun efterlod en hjemmebrændt perlelysestage, som skulle køle af, efter 13 minutter i ovnen. Hun kommer og henter den en dag, snart. Og jeg glæder mig.

Non-tømmermændssøndag

Jeg er fan. Af Trypical Cumbia, som gav den fedeste dansekoncert, jeg længe har været til. Af dans i flade sko. Af ædruelighed. Af ginger ale (selvom jeg har lidt ondt i maven af al den ingefær). Af venner. Af ikke at bruge en søndag under dynen med kvalme og flashbacks. Af frihed. Af København. Og faktisk også lidt fan af hjernerystelse. Når det nu skal være. Min rystede hjerne hoppede og dansede hele aftenen i går og i nat, og Københavns sommernat kyssede min cykelhjelm hele vejen hjem fra Halmtorvet kl. 4 i nat.

Den første bytur

Nu er det 1 måned og 6 dage siden. Det føles som evigheder, og samtidig som tiden har stået fuldstændig stille. Men i aften skal jeg ud. I byen. Til koncert. Jeg skal gøre mig lækker for at blive set på - og se på andre. Jeg glæder mig. Det bliver fedt. Og så fuck Roskilde Festival.

Aaand I'm back!

Jeg siger jer - kraniosakralterapi er the shit! Jeg tror sgu på, at det kan kurere ALT. Efter at have ligget på en briks i to timer og døset, kun afbrudt af mine egne "nu-falder-jeg-i-søvn-spjæt" og mundvand på vej ud af mundvigen, er jeg så god som ny. Det er for vildt. Jeg var den letteste cat i byen, da jeg svævede hjem derfra. Aldrig har jeg prøvet noget lignende. Ingen hovedpine, ingen spændinger, ingenting. Bare lykke. Og lethed.

Hvis du nogensinde får en hjernerystelse, lider af migræne, har gigt, diskusprolaps eller bare godt kunne tænke dig lidt blid berøring så find en kraniosakralterapeut. Lars Henrik Lundsgaard kan virkelig anbefales! Gør det!

Kraniosakralterapi

Efter en måned og fire dage med mere eller mindre konstant hovedpine skal der stærkere metoder i brug end pamol og pinex. Jeg er blevet anbefalet en - hold fast - kaniosakralterapeut, som efter sigende har kureret både lammende smerter i forbindelse med diskusprolaps og fået gigtramte til at gå igen. Hvis ikke han er en stor præsteklædt neger, som råber "praise the lord" mindst fem gange i timen, bliver jeg skuffet. Men okay, han hedder Lars Henrik Lundsgaard. Rimelig dårlige neger odds.

Man ved, man er hjemme i provinsen..

..Når lokalavisens "Dagens spørgsmål" til manden på gaden er "Skal du arbejde i sommerferien", og en lettere Kidd-provokerende-udseende provinsteenager fra Hårup bliver citeret for at svare "Det kan godt være". Sløv dag på gaden?