Hvordan du undgår at få stjålet din cykel i København

1. Efterlad jernhesten på åben gade midt i byen (gerne et sted hvor der kommer mange mennesker).
2. Undlad at låse den (ellers virker det ikke).
3. Nu du er i gang lad så også nøglerne sidde i (gerne et stort nøglebundt med mange farver).
4. Lad den stå uovervåget i to døgn (det hjælper at lade som om, du har glemt, at du rent faktisk har efterladt den).

Tadaa! Det fucker tyvene totalt op. Virker hver gang.

Motherfuckingfortid

Så slap heldet op. Det skulle vel ske på et tidspunkt. Èn ulykke kommer sjældent alene. Gad vide om det hele startede med hjernerystelsen, eller om det altid har været ment to be. Jeg har lige været på café med min kusine. Det var i sig selv pisse hyggeligt. Men pludselig slår hun øjnene op og læner sig hurtigt ind over bordet. Jeg vidste med det samme, at det handlede om en fyr. Jeg havde dog ikke regnet med, at det var min eks. Han var kommet ind ad døren og havde sat sig ved et bord, hvor min kusine lige nøjagtig kunne se ham. Fuck altså. Han vælter konstant ind og blander sig i mit liv. Det var min by først. Og lige i dag var det også min café først. NÅ!

I over et år har jeg levet mit liv uden at møde ham på gaden. Dagen efter han sendte mig et to siders langt brev - halvt sviner af sig selv, halvt sviner af mig og lige så fucking forvirret som indersiden af hans hovede - cyklede jeg forbi ham ved Sankt Hans Torv. Og det gjorde pisse hamrende ondt. Men siden har jeg ikke set ham, og jeg har forsøgt at blokke ham ude af mit liv og mine sociale medier. Men så pludselig var han der fandeme igen.

Jeg blev helt svimmel og fik røde kinder. Instinktivt tænkte jeg, at jeg blev nødt til at gøre opmærksom på, at jeg også var der. Så jeg grinede højt - højere end normalt. Og blev helt slap ved tanken om, at jeg skulle gå forbi ham på vejen ud. Men jeg gik forbi uden at ænse ham, og jeg følte mig stærk. Jeg håber inderligt, at han så mig.

På vejen hjem - efter at have købt to billige flasker vin i Fakta - tændte jeg for min iPod og i vildrede over, hvad jeg havde lyst til at høre, valgte jeg "Bland sange". Cat Powers The Greatest smøg sig ind i mine øregange. En sang, min krølhårede eks introducerede mig for, en sang vi hørte meget sammen, en sang der minder mig om ham. Pis pis pis.

Og nu skal jeg så lige lægge ny mascara, komme gennem en tøjkrise, videre til middag med nogle skønne damer og så til fest. Hos min veninde. Og blondinen. Som ikke længere viser interesse. Life is great. Jeg bilder mig selv ind, at det er okay, eftersom jeg tydeligvis stadig hænger fast i et uafsluttet forhold. Og nu, når jeg tænker mig om. Nu når jeg står og kigger mig selv i spejlet og tværer den sidste sorte mascara ud under øjnene, tænker jeg over, hvad fanden jeg egentlig havde tænkt på. Troede jeg virkelig, at jeg ved at undgå ham for evigt kunne komme videre? Nej vel? Ærlig talt. Jeg har besluttet mig for, at jeg må reagere på det to siders lange, onde brev fyldt med følelser, som jeg modtog på mail den sidste weekend i september sidste efterår. Lige da det var begyndt at blive koldt. Jeg bliver nødt til at svare. Måske ikke for at sende det, men for at komme af med det. For det fylder mit hoved op og holder mig fast i en evighed af uafsluttede følelser og tanker. Og jeg kommer tydeligvis ikke videre, før jeg er ovre ham. Catten må træde i karakter og tage sig selv og sine følelser seriøst. Og handle på dem. Det vil jeg gøre. Men først vil jeg spise kødboller og spaghetti, kigge dybt i et rødvinsglas og glemme mænd for et øjeblik.

Elsker, elsker ikke

Jeg elsker at klippe i et stykke stof med en nyslebet saks
Jeg hader, når fyren, jeg synes virkelig godt om, ikke skriver
Jeg elsker at være undervejs
Jeg hader, at manglende respons fra fyren, jeg virkelig synes er dejlig, betyder, at han ikke er interesseret i mig
Jeg elsker lyden af rødvin, der hældes op i et rødvinsglas (halvt fordi det lyder rart, halvt fordi jeg ved, jeg bliver tipsy)
Jeg hader at acceptere, at fyren, jeg rigtig godt kan lide, ikke er interesseret i mig
Jeg elsker, at det ikke er verdens undergang
Jeg hader, at det sommetider føles sådan
Jeg hader at have ondt af mig selv

Mersalg mig i røven

Okay, jeg er med på, at butikker sådan generelt gerne vil sælge mere. Jo flere solgte varer, jo federe. I know. Fint. Men jeg har lige været i Jysk Sengetøjslager. For at købe en vasketøjskurv. Til snavsede håndklæder, karklude og viskestykker. Fordi jeg manglede et sted at opbevare mine snavsede håndklæder, karklude og viskestykker. Jeg tog i Jysk specifikt for at købe en vasketøjskurv. Punktum. Og da jeg står ved kassen og skal betale, møder den kække, unge medarbejder mig med det åbenlyst indstuderede og halvhjertede spørgsmål:

"Kan jeg ikke friste med en pakke vådservietter til en 10'er?"

Mig: (...) "Øh.. Nej...?"

Vådservietter?! Helt ærligt?! Det kan du sgu gøre bedre, Jysk-mand. Du kunne i det mindste have spurgt, om du kunne friste med et håndklæde, en karklud eller et viskestykke. Hvornår har vådservietter nogensinde fristet nogen som helst? Jesus.

I drømmeland er alle catte psykotiske

For et par uger siden så jeg et afsnit af Da Lotte blev usynlig på Ramasjang. Jeg havde glemt, hvor dyb en stemme den lille krølhårede albinopige havde. Jeg havde også glemt, at Ole Thestrup spiller med i serien. Det fik mig til at tænke på en drøm, jeg har haft, hvor jeg dræbte ham. Altså Ole Thestrup. Jeg havde passet ham op i vores spisekammer, hvorefter jeg stak ham i maven og i armene. Det var voldsomt ubehageligt, og selv i drømmen havde jeg svært ved at stikke i den store, tykke, rødhårede mandsperson. Det skal lige siges, at han holdt mig fanget mod min vilje, og det vitterligt var min eneste mulighed for at undslippe. Jeg dræber ikke mænd for sjov, heller ikke i drømme. Da jeg vågnede havde jeg pludselig langt større forståelse for, at nogle vælger at blive vegetarer. Det er fandeme ikke rart at stikke en kniv i råt kød, slet ikke i SÅ meget råt kød, som Hr. Thestrup er omkranset af.

Jeg drømmer generelt nogle syrede ting. På top 5 er drømmen hvor jeg var i bad med Sidney Lee. Vi stod og hang ud ved et rundt, hvidt cafébord i et stort rum med hvide klinker og brusere rundt langs alle vægge. Meget sympatisk mand. Første tegn på at det var en drøm.

Jeg har også drømt, at jeg skulle giftes. Det er der nok mange, der har. Men jeg havde glemt, hvem det var, jeg skulle giftes med. Jeg dansede rundt i min brudekjole på en lille rund græsplet nær Aarhus Universitet. Da det gik op for mig, at det var en ekskæreste, jeg skulle giftes med, stejlede jeg. Så skulle jeg fandeme ikke ha' noget. Jeg besluttede, at der ikke var nogen grund til, at jeg beholdt brudekjolen. Heldigvis (og tilfældigvis) vidste jeg, at forsangeren fra Prodigy godt kunne lide min kjole, og at han arbejdede i en lille butik i nærheden. Her lavede han springvand af sten. Du ved, den slags, hvor det ligesom er en slags fontæne med en kugle af sten på toppen, der ruller rundt i vandet, der bliver skudt op. Så jeg tog hen i butikken og gav ham kjolen. Jeg husker ikke, om han blev glad, men hvem ville ikke blive det?

Jeg tør ikke tænke på, hvad mine drømme mon fortæller om mig, men jeg elsker, at min hjerne fortæller historier, mens jeg sover. Også selvom historierne sommetider får mig til at vågne med et sæt kl. 4 og sparke ud i natten af bare frygt for mine tørklæder på døren. Hurra for dårlige nerver og muldvarpesyn.

En tirsdags high five i forbifarten

I dag fik jeg en slags highfive af en fyr, mens jeg cyklede. Måske var det nærmere en middle five. Den var sådan lidt i hoftehøjde. Hånden sad på en meget ung teenagedreng med selvtilliden i orden. Lidt kæk kom han slentrende dér imod mig på fortorvet med udstrakt arm med al ungdoms mod og vilje i kroppen. Jeg kunne ikke andet end at smile og klaske hans lille hånd, da jeg kørte forbi. Det var pisse fedt (langt federe end tidligere omtalte knuckle). Men det sejeste var nu, at det lille dumme klask også gav mig mod og vilje. Helt ud i kroppens yderste afkroge. Og det var virkelig, hvad jeg trængte til. Efter en dag på arbejde hvor jeg mest af alt bare havde lyst til at lukke øjnene og lade som om, jeg ikke var til stede. Eller vælte om på siden og spille død. Ikke så meget på grund af arbejdet, men mere på grund af en gennemgribende følelse af opgivenhed og uoverskuelighed, som sommetider rammer mig. Næste gang jeg har det sådan, vil jeg række armen ud efter en cyklist og håbe på at få et anerkendende håndslag tilbage, som kan banke noget positiv energi og styrke ind i min krop. Vi highfiver generelt cyklister for lidt.

Tak-for-sidst-knuckle

Okay, jeg har hørt om fyre, som har hilst en tidligere scoring med en highfive. Men en knuckle?!

Jeg stod her til aften i døråbningen til en af mine gode kammeraters nyligt anskaffede guldrede midt i København. Her han har slået sig ned med tre andre rare fyre, hvoraf jeg tilfældigvis endte hos en af dem en meget sen og meget øl-shots-drinks-fyldt aften i april, hvorefter jeg smuttede hjem i mit køkken og drak hvidvin med min ene roomie kl. 6.30 søndag morgen. Kommunikationen mellem fyren og jeg har ikke just været på særligt høj niveau efter dén forestilling, men den nåede i sandhed usandsynligt lave højder, da jeg i dag blev hilst velkommen i lejligheden med en knuckle. EN KNUCKLE! Jeg følte mig som en mand. En vraget mand.