I dag fik jeg en slags highfive af en fyr, mens jeg cyklede. Måske var det nærmere en middle five. Den var sådan lidt i hoftehøjde. Hånden sad på en meget ung teenagedreng med selvtilliden i orden. Lidt kæk kom han slentrende dér imod mig på fortorvet med udstrakt arm med al ungdoms mod og vilje i kroppen. Jeg kunne ikke andet end at smile og klaske hans lille hånd, da jeg kørte forbi. Det var pisse fedt (langt federe end tidligere omtalte knuckle). Men det sejeste var nu, at det lille dumme klask også gav mig mod og vilje. Helt ud i kroppens yderste afkroge. Og det var virkelig, hvad jeg trængte til. Efter en dag på arbejde hvor jeg mest af alt bare havde lyst til at lukke øjnene og lade som om, jeg ikke var til stede. Eller vælte om på siden og spille død. Ikke så meget på grund af arbejdet, men mere på grund af en gennemgribende følelse af opgivenhed og uoverskuelighed, som sommetider rammer mig. Næste gang jeg har det sådan, vil jeg række armen ud efter en cyklist og håbe på at få et anerkendende håndslag tilbage, som kan banke noget positiv energi og styrke ind i min krop. Vi highfiver generelt cyklister for lidt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar