Så slap heldet op. Det skulle vel ske på et tidspunkt. Èn ulykke kommer sjældent alene. Gad vide om det hele startede med hjernerystelsen, eller om det altid har været ment to be. Jeg har lige været på café med min kusine. Det var i sig selv pisse hyggeligt. Men pludselig slår hun øjnene op og læner sig hurtigt ind over bordet. Jeg vidste med det samme, at det handlede om en fyr. Jeg havde dog ikke regnet med, at det var min eks. Han var kommet ind ad døren og havde sat sig ved et bord, hvor min kusine lige nøjagtig kunne se ham. Fuck altså. Han vælter konstant ind og blander sig i mit liv. Det var min by først. Og lige i dag var det også min café først. NÅ!
I over et år har jeg levet mit liv uden at møde ham på gaden. Dagen efter han sendte mig et to siders langt brev - halvt sviner af sig selv, halvt sviner af mig og lige så fucking forvirret som indersiden af hans hovede - cyklede jeg forbi ham ved Sankt Hans Torv. Og det gjorde pisse hamrende ondt. Men siden har jeg ikke set ham, og jeg har forsøgt at blokke ham ude af mit liv og mine sociale medier. Men så pludselig var han der fandeme igen.
Jeg blev helt svimmel og fik røde kinder. Instinktivt tænkte jeg, at jeg blev nødt til at gøre opmærksom på, at jeg også var der. Så jeg grinede højt - højere end normalt. Og blev helt slap ved tanken om, at jeg skulle gå forbi ham på vejen ud. Men jeg gik forbi uden at ænse ham, og jeg følte mig stærk. Jeg håber inderligt, at han så mig.
På vejen hjem - efter at have købt to billige flasker vin i Fakta - tændte jeg for min iPod og i vildrede over, hvad jeg havde lyst til at høre, valgte jeg "Bland sange". Cat Powers The Greatest smøg sig ind i mine øregange. En sang, min krølhårede eks introducerede mig for, en sang vi hørte meget sammen, en sang der minder mig om ham. Pis pis pis.
Og nu skal jeg så lige lægge ny mascara, komme gennem en tøjkrise, videre til middag med nogle skønne damer og så til fest. Hos min veninde. Og blondinen. Som ikke længere viser interesse. Life is great. Jeg bilder mig selv ind, at det er okay, eftersom jeg tydeligvis stadig hænger fast i et uafsluttet forhold. Og nu, når jeg tænker mig om. Nu når jeg står og kigger mig selv i spejlet og tværer den sidste sorte mascara ud under øjnene, tænker jeg over, hvad fanden jeg egentlig havde tænkt på. Troede jeg virkelig, at jeg ved at undgå ham for evigt kunne komme videre? Nej vel? Ærlig talt. Jeg har besluttet mig for, at jeg må reagere på det to siders lange, onde brev fyldt med følelser, som jeg modtog på mail den sidste weekend i september sidste efterår. Lige da det var begyndt at blive koldt. Jeg bliver nødt til at svare. Måske ikke for at sende det, men for at komme af med det. For det fylder mit hoved op og holder mig fast i en evighed af uafsluttede følelser og tanker. Og jeg kommer tydeligvis ikke videre, før jeg er ovre ham. Catten må træde i karakter og tage sig selv og sine følelser seriøst. Og handle på dem. Det vil jeg gøre. Men først vil jeg spise kødboller og spaghetti, kigge dybt i et rødvinsglas og glemme mænd for et øjeblik.
I over et år har jeg levet mit liv uden at møde ham på gaden. Dagen efter han sendte mig et to siders langt brev - halvt sviner af sig selv, halvt sviner af mig og lige så fucking forvirret som indersiden af hans hovede - cyklede jeg forbi ham ved Sankt Hans Torv. Og det gjorde pisse hamrende ondt. Men siden har jeg ikke set ham, og jeg har forsøgt at blokke ham ude af mit liv og mine sociale medier. Men så pludselig var han der fandeme igen.
Jeg blev helt svimmel og fik røde kinder. Instinktivt tænkte jeg, at jeg blev nødt til at gøre opmærksom på, at jeg også var der. Så jeg grinede højt - højere end normalt. Og blev helt slap ved tanken om, at jeg skulle gå forbi ham på vejen ud. Men jeg gik forbi uden at ænse ham, og jeg følte mig stærk. Jeg håber inderligt, at han så mig.
På vejen hjem - efter at have købt to billige flasker vin i Fakta - tændte jeg for min iPod og i vildrede over, hvad jeg havde lyst til at høre, valgte jeg "Bland sange". Cat Powers The Greatest smøg sig ind i mine øregange. En sang, min krølhårede eks introducerede mig for, en sang vi hørte meget sammen, en sang der minder mig om ham. Pis pis pis.
Og nu skal jeg så lige lægge ny mascara, komme gennem en tøjkrise, videre til middag med nogle skønne damer og så til fest. Hos min veninde. Og blondinen. Som ikke længere viser interesse. Life is great. Jeg bilder mig selv ind, at det er okay, eftersom jeg tydeligvis stadig hænger fast i et uafsluttet forhold. Og nu, når jeg tænker mig om. Nu når jeg står og kigger mig selv i spejlet og tværer den sidste sorte mascara ud under øjnene, tænker jeg over, hvad fanden jeg egentlig havde tænkt på. Troede jeg virkelig, at jeg ved at undgå ham for evigt kunne komme videre? Nej vel? Ærlig talt. Jeg har besluttet mig for, at jeg må reagere på det to siders lange, onde brev fyldt med følelser, som jeg modtog på mail den sidste weekend i september sidste efterår. Lige da det var begyndt at blive koldt. Jeg bliver nødt til at svare. Måske ikke for at sende det, men for at komme af med det. For det fylder mit hoved op og holder mig fast i en evighed af uafsluttede følelser og tanker. Og jeg kommer tydeligvis ikke videre, før jeg er ovre ham. Catten må træde i karakter og tage sig selv og sine følelser seriøst. Og handle på dem. Det vil jeg gøre. Men først vil jeg spise kødboller og spaghetti, kigge dybt i et rødvinsglas og glemme mænd for et øjeblik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar