Cykelheld

Efter at have brugt ikke mindre end 849,- på at få rettet mit forhjul, få ny forskærm, strammet min kæde, sat min støttefod fast og lidt andre småting, gjorde jeg det igen. Midt på Østerbrogade. Efterlod min cykel ulåst og med nøglerne siddende i. Jeg var kun lige i Netto, men altså, det tager jo også tid, og nu var krikken jo lige blevet pimpet. Og så stod den bare dér og gloede dumt og råbte "TA MIG! Jeg er til fri afbenyttelse". Men okay, det virker at være overlegen. "Nå dén cykel? Jamen den kan du da bare ta'. Hvis du altså tør".

Sidst jeg var en anelse sløset i min omgang med cykelsikkerheden var ved Diamanten, hvortil jeg altid ankommer på min efterhånden knap så ædle ganger. Da jeg efter en hel dag på læsesal, med en arbejdsindsats som på ingen måde kunne måle sig med de ambitioner, jeg havde haft for aktivitetsniveauet, kom jeg ud til min cykel. En halv meter fra den lå en nøgle. Jeg tog mig selv i at vurdere nøglen som værende pænt identisk med min egen cykelnøgle. Hvorefter jeg tog mit nøglebundt frem og wupti. Det var da sørme min cykelnøgle, der lå dér på jorden og bare tiggede om at blive samlet op af en cykelløs.

Er der mon kvoter for, hvor sløset man må være med cykler? Jeg er bange for, at jeg snart rammer loftet.

Kærlighed på retur

En meget mørk novemberaften sneglede jeg mig rundt om søerne. Ikke alene. Med blondinen. Som gerne ville tale. Efter jeg var blevet en anelse vred på ham. Skuffet måske snarere. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke var hovedkulds forelsket, men jeg syntes, at han var vældig sød og en overordentlig god fyr. Dét syntes jeg tilpas meget til, at jeg en dag i starten af november blev voldsomt skuffet, da jeg i en uge intet havde hørt fra ham, og så fik en besked en lørdag nat. Ikke en booty besked. Slet ikke. Men bare tanken, om at han var ude og havde drukket øl og skrev til mig, pissede mig af. Underligt måske. Men det gjorde det altså. Så derfor kom jeg til at skrive en meget vred besked tilbage søndag eftermiddag. Det er sjældent, jeg står op for mig selv og siger (/skriver) min mening. Men det gjorde jeg denne gang, og det føltes fedt. Jeg gik ikke på kompromis med mig selv eller noget som helst. Fucking. Det resulterede i en usandsynligt lang og meget omtumlet og undskyldende besked fra blondinen. Derfor endte vi samme aften på Dronning Louises Bro til en gåtur, som endte som forventet.

Det skal så siges, at jeg ikke fik lov at være ubemærket længe, da en tidligere studiekammerat mente, at vi skulle drikke kaffe og lære hinanden at kende. Den historie stoppede dog efter to dates med den begrundelse, at manden syntes, at timing var dårlig. UNDSKYLD MIG? Hvem var det lige, der valgte det her forbandede tidspunkt? For fuck sake. Nogen burde losse den slags mennesker så hårdt et meget ubehageligt sted, så brikkerne faldt på plads.

Hvorfor mænd aldrig er klar til noget som helst, og hvordan en kæreste kan ses som en hindring i at udfolde sig selv og sit liv er mig en gåde. Igen må jeg understrege, at jeg ikke havde kæresteplaner for blondinen og jeg. Jeg ville bare virkelig gerne se, hvad det kunne blive til. Det blev så ikke til mere. Indtil jeg en aften i det meget tidlige forår og et meget sløret bassin af hvide russere kom til at erklære, at jeg virkelig gerne ville kysse, og vi endte hjemme hos ham. Jaja, jeg er jo kun en kvinde.

Men siden den aften i november lavede jeg en pagt med mig selv om, at jeg nu holdt mandefri. Bare indtil specialet er overstået. Og bare på "bliv nu ikke forelsket"-måden. Man må jo stadig gerne have det sjovt.