Efter at have brugt ikke mindre end 849,- på at få rettet mit forhjul, få ny forskærm, strammet min kæde, sat min støttefod fast og lidt andre småting, gjorde jeg det igen. Midt på Østerbrogade. Efterlod min cykel ulåst og med nøglerne siddende i. Jeg var kun lige i Netto, men altså, det tager jo også tid, og nu var krikken jo lige blevet pimpet. Og så stod den bare dér og gloede dumt og råbte "TA MIG! Jeg er til fri afbenyttelse". Men okay, det virker at være overlegen. "Nå dén cykel? Jamen den kan du da bare ta'. Hvis du altså tør".
Sidst jeg var en anelse sløset i min omgang med cykelsikkerheden var ved Diamanten, hvortil jeg altid ankommer på min efterhånden knap så ædle ganger. Da jeg efter en hel dag på læsesal, med en arbejdsindsats som på ingen måde kunne måle sig med de ambitioner, jeg havde haft for aktivitetsniveauet, kom jeg ud til min cykel. En halv meter fra den lå en nøgle. Jeg tog mig selv i at vurdere nøglen som værende pænt identisk med min egen cykelnøgle. Hvorefter jeg tog mit nøglebundt frem og wupti. Det var da sørme min cykelnøgle, der lå dér på jorden og bare tiggede om at blive samlet op af en cykelløs.
Er der mon kvoter for, hvor sløset man må være med cykler? Jeg er bange for, at jeg snart rammer loftet.