Intet slår en ballon

Fuck hjernerystelse, stress, specialeforberedelser, tvivl og brede bagdele. Hvem kan være i dårligt humør, når ens stue er fyldt med vimpler og balloner? Rester fra mit kollektivs seneste fest, men nu fast inventar. Kærlighed. Gid mit liv altid må være fyldt med balloner, vimpler og farver.

En revolution i klædeskabet

Går catte i bukser? Svaret har for mit vedkommende været et rungende NEJ de sidste mange år. Jeg kan faktisk slet ikke huske, hvornår jeg sidst har købt et par eller bare overvejet det. Jeg er en kjolepige. Punktum. Sidste gang jeg bar et par bukser, som ikke var træningsbukser vel at mærke, var på Roskilde 2010, og det var mere af nød end af lyst. På en kølig nattevagt som parkeringsvagt, mens Prodigy væltede Orange Scene. Øj, hvor gjorde det ondt i hjertet at danse rundt på asfalten ved Indgang Vest, iført en selvlysende orange vest til Keith Flints dæmpede åndedrag og kællingetæsk i det fjerne.

Men altså, i går, da jeg stik imod planerne tog mig selv i at stå i H&M på Kultorvet med favnen fuld af kulsort tøj, fik jeg øje på et par bukser og så slog tanken mig: Måske jeg er ved at være voksen nok til bukser? Kun måske. Det skal lige siges, at den primære grund til, at jeg ikke går i bukser er, at mine fødedygtige hofter og lår (kan lår også være fødedygtige?) har sprængt rammerne for, hvad uelastisk tøj kan klare. Så på den måde er jeg vel ret voksen. Men hvad gør man, når tøjet ikke passer? Man går naturligvis i protest, som jeg så ofte gør, når ting ikke passer mig. Derfor nedlagde jeg for mange år siden veto mod bukser. De her bukser viste sig dog at passe (jeg tog også en størrelse større, end hvad jeg reelt havde håbet på, jeg kunne passe, men tøjstørrelse er jo i øvrigt bare et tal, så lad os ikke nævne det eksakte). Så jeg købte dem. Med en blanding af sommerfugle og panik i maven. Betyder det så nu, at jeg ikke længere er en kjolepige? Er jeg typen til sorte bukser, hættetrøje og læderjakke? Er jeg en badass nu? Er jeg mandig? Eller bare en helt normal tøs? Jeg er meget forvirret. Jeg tror, der skal en del blomstrede kjoler til efterfølgende at veje bukserne op, i hvert fald de første mange gang. Måske det bliver revolutionerende for min tøjstil. Jeg har lidt lovet en kollega at tage dem på i morgen, og jeg bliver allerede utryg ved tanken. Shit.

Ingen rygrad, ingen kager

Det er søndag. Om lidt får jeg besøg af mine to skønne veninder. To af dem, jeg har kendt i længst tid, og som får mig til at slappe mest af. Gennemskuer mig, når jeg prøver at lege glad, hiver mig ned når jeg flyver for højt og trækker mig op, når jeg ligger med hovedet begravet i efterladte tyggegummirester på de beskidte københavnske gader.

Men altså, de kommer. For at fejre mit 27. år. Og jeg har bagt til os. Hindbærsnitter. Små og runde. Og ok pæne hvis jeg selv skal sige det. Desværre er de blevet fandens hårde. Men hey, så er de nemme at stable og går ikke nemt i stykker. Og så spiser man ikke så mange. Win.

Pæne som perleplader men hårde som helvede.

Jeg bager af princip ikke store kager. Nok mest fordi jeg ved, at jeg vil tage hovedspring ned i herlighederne og æde til det gør ondt at være til, både for mit selvværd, mit maveskind og mine strømpebukser. Efter et ca. 20. minutters sofahvil, vil resterne i køkkenet haunte mig for mit indre blik, hver gang øjenlågene passerer mine øjeæbler, indtil jeg med lettere svedige håndflader nærmer mig fadet blot for at blive bekræftet i, at ja, der var da sørme mere. Som om jeg ikke vidste det. Da-ah. Efter nogle sølle forsøg på at fjerne beviserne (for det er jo også pinligt at ha' spist SÅ meget af en kage helt selv), vil jeg højst sandsynligt smide det sidste lille fesne stykke i skraldespanden blot for at tage mig selv i en febrilsk sugarrushfeberbevægelse, der har til formål at undgå, at kagen rammer alt for meget kaffegrums og alt for mange æggeskaller. Men hey, der er jo altid 10 sekunders reglen. Og det er jo ikke fedt at smide mad ud. Faktisk er det direkte tarveligt over for Afrika. Og ingen har jo lyst til at være tarvelig.

Det er lidt det samme forhold, jeg har til mænd, tror jeg. Jeg bliver ved, til jeg er ved at brække mig af sødme, eller til nogen tager manden fra mig. Som regel er det manden selv, som tager sig fra mig. Men andre gange rammer mandens sødme mig så hårdt, at selv et længere pitstop på sofaen ikke kan få mig på højkant igen. Og så må jeg sige fra og smide resterne ud. Det fortryder jeg sommetider. Mon 10 sekunders reglen også gælder for hankøn? Hvis man nu samler ham hurtigt op igen og børster det værste skidt af? Men måske er det bedre bare at lade ham ligge, når først han har rørt ved kaffegrumset. Selvom der sikkert også er nogle sultne børn i Afrika, der kunne ha' fået gavn af ham.

Spiser Månen catte?

Efter en tur i sommerhus med hele familien og et smut i Aarhus er jeg nu hjemme. Hjemme i København. I toget blev jeg underligt melankolsk, som jeg sad der på mit klapsæde til 89,- og gloede dumt på den næsten fulde måne på den efterårsgrå aftenhimmel, mens Shout Out Louds' Normandie forsøgte sig spørgende i mine ører "Are you unhappy? I am unhappy too".

Det er underligt, hvad mørket får mig til. Ud over at jeg kryber sammen og hviner indvendigt, når jeg omkranses af bred natur med lange fangarme, så bliver jeg nostalgisk og sommetider lidt trist til mode. Mon det er min form for dødsangst? Mørket, altså. Et "nu er det slut". Jeg kan ikke finde ud af, om Månen er min ven eller fjende.

Hver aften, før jeg lægger mig til at sove, skriver jeg fem ting ned, som har gjort mig glad den pågældende dag. Det spænder vidt, kan jeg se, når jeg bladrer gennem notesbogen. Den er i øvrigt sort. Som mørket og natten. Nogle dage er Rittersport med mint eller Breaking Bad på top fem, andre dage er det en følelse af at være elsket. Det kan også være rød læbestift. Tilbage på klapsædet rakte selveste Mr. Presley ud efter mig, da jeg netop tænkte på min røde læbestift; "Pretty woman, I couldn't help to see. Pretty woman, that you look lovely as can be. Are you lonely just like me?" Ja, Elvis, as a matter of fact, det er jeg. Skal vi finde ud af noget? Men altså, jeg noterer ting, som gør indtryk, som giver mig energi, får mig til at finde ro og slappe af og tro på mig selv og andre.

Det giver en tryghed, at jeg, inden mørket æder mig, minder mig selv om det, der gør mig glad. Især når det er en regnvåd tirsdag aften, og man er 27 år, single og sommetider stadig tænker på sin eks.

27 catteliv

Måske lagde du også mærke til, at dit hår klaskede sammen under vedholdende vådhed fra himlen i mandags? Ja, jeg kan vel lige så godt undskylde. For 27 år siden blev jeg nemlig født den samme dato som i mandags. D. 9. september. Jeg har ladet mig fortælle, at årsagen til, at overboen valgte at lade vandet, var, at jeg havde været slem og fuld på cykel. Egentlig synes jeg, at en hjernerystelse måtte være nok straf i sig selv, men næh nej. Regnvejr på en mandag. Hm. Men jeg er nu også mest til indendørsmandage.

27 catteår. Gad vide hvor mange år det er i et menneskeliv? Ifølge en meget tvivlsom katteårsomregner er jeg som cat over 100 år i menneskeår. Omvendt er jeg som menneske ca. 3 år i catteår. Skal jeg stole på hr. Zuckerbergs annoncer, må det være det første. Facebook mener åbenbart, at ældre mænd er på min alder. Og tilfældigvis bor mange af dem blot 3,8 km. fra mig, siger rygtet i hvert fald. Kind of scary. De ånder mig i nakken. Og jeg som troede, det bare var træk fra vinduet. Derudover er der intet nyt fra blondinen. Måske skulle jeg bare kaste mig over den sølvræv, Facebook foreslår.

Fra nu af ser jeg frem til masser af øjenbetændelse og dårlige hårdage. 27fuckingår.

Dagens filosofiske spørgsmål

Og overspringshandling.. Mens jeg venter på at skulle se blondinen igen. Til fredagsbar. Hvorfor helvede føles det som om en hel børnehave vælter rundt i maven på mig? Styrelse!

Og har han overhovedet brug for én?

Så kom det..

Det efterår.. Det er gråt. Og min orkidé er død. Dybt suk. Og jeg kan ikke huske, hvor langt ned den skide pind skal klippes. Fuck.

Den dejligste søndag

Så skete det. Jeg blev beruset. I lørdags til fødselsdagsfest hos min veninde. Boller og kage udviklede sig til øl og tynde kællinger, og det var skønt. Jeg har egentlig ikke haft lyst til at være fuld, siden mit styrt på cyklen, men jeg har savnet den prikkende og lette fornemmelse i kroppen samt undskyldningen for at te mig tosset på dansegulvet, hvilket tipsyness jo er til for. Det blev til tre øl og tre drinks blandet med masser af vand og uendelige mængder dans, fordelt over ca. 10 timer.

Men ud over at være lalleglad og let, var der også en bestemt person, som fuldendte aftenen. En blondine. Med knold. Og et skønt smil - dog ikke det samme som den navnløse fyr på bodegaen. Det her smil sad nemlig på en fyr, som havde et navn. Og nogle fantastisk flotte øjne. Og nogle bløde læber. Og en fantastisk evne til at kramme og nusse. Mmmh.. Da vi faldt i hinandens arme kl. 6 søndag morgen, var jeg pinligt ædru, og jeg må indrømme, at det var en skøn følelse. Alt stod klart, og tanken om hans hænder mod min kind spreder stadig varme i mit ansigt og krænger mine mundvige opad. Han har skrevet i dag. Vi skal ses igen på fredag. Og jeg glæder mig. Uden at håbe for meget naturligvis. For det må man ikke.