Catteliv

Catteliv

tirsdag den 24. september 2013

En revolution i klædeskabet

Går catte i bukser? Svaret har for mit vedkommende været et rungende NEJ de sidste mange år. Jeg kan faktisk slet ikke huske, hvornår jeg sidst har købt et par eller bare overvejet det. Jeg er en kjolepige. Punktum. Sidste gang jeg bar et par bukser, som ikke var træningsbukser vel at mærke, var på Roskilde 2010, og det var mere af nød end af lyst. På en kølig nattevagt som parkeringsvagt, mens Prodigy væltede Orange Scene. Øj, hvor gjorde det ondt i hjertet at danse rundt på asfalten ved Indgang Vest, iført en selvlysende orange vest til Keith Flints dæmpede åndedrag og kællingetæsk i det fjerne.

Men altså, i går, da jeg stik imod planerne tog mig selv i at stå i H&M på Kultorvet med favnen fuld af kulsort tøj, fik jeg øje på et par bukser og så slog tanken mig: Måske jeg er ved at være voksen nok til bukser? Kun måske. Det skal lige siges, at den primære grund til, at jeg ikke går i bukser er, at mine fødedygtige hofter og lår (kan lår også være fødedygtige?) har sprængt rammerne for, hvad uelastisk tøj kan klare. Så på den måde er jeg vel ret voksen. Men hvad gør man, når tøjet ikke passer? Man går naturligvis i protest, som jeg så ofte gør, når ting ikke passer mig. Derfor nedlagde jeg for mange år siden veto mod bukser. De her bukser viste sig dog at passe (jeg tog også en størrelse større, end hvad jeg reelt havde håbet på, jeg kunne passe, men tøjstørrelse er jo i øvrigt bare et tal, så lad os ikke nævne det eksakte). Så jeg købte dem. Med en blanding af sommerfugle og panik i maven. Betyder det så nu, at jeg ikke længere er en kjolepige? Er jeg typen til sorte bukser, hættetrøje og læderjakke? Er jeg en badass nu? Er jeg mandig? Eller bare en helt normal tøs? Jeg er meget forvirret. Jeg tror, der skal en del blomstrede kjoler til efterfølgende at veje bukserne op, i hvert fald de første mange gang. Måske det bliver revolutionerende for min tøjstil. Jeg har lidt lovet en kollega at tage dem på i morgen, og jeg bliver allerede utryg ved tanken. Shit.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar