Det er søndag. Om lidt får jeg besøg af mine to skønne veninder. To af dem, jeg har kendt i længst tid, og som får mig til at slappe mest af. Gennemskuer mig, når jeg prøver at lege glad, hiver mig ned når jeg flyver for højt og trækker mig op, når jeg ligger med hovedet begravet i efterladte tyggegummirester på de beskidte københavnske gader.
Men altså, de kommer. For at fejre mit 27. år. Og jeg har bagt til os. Hindbærsnitter. Små og runde. Og ok pæne hvis jeg selv skal sige det. Desværre er de blevet fandens hårde. Men hey, så er de nemme at stable og går ikke nemt i stykker. Og så spiser man ikke så mange. Win.
Jeg bager af princip ikke store kager. Nok mest fordi jeg ved, at jeg vil tage hovedspring ned i herlighederne og æde til det gør ondt at være til, både for mit selvværd, mit maveskind og mine strømpebukser. Efter et ca. 20. minutters sofahvil, vil resterne i køkkenet haunte mig for mit indre blik, hver gang øjenlågene passerer mine øjeæbler, indtil jeg med lettere svedige håndflader nærmer mig fadet blot for at blive bekræftet i, at ja, der var da sørme mere. Som om jeg ikke vidste det. Da-ah. Efter nogle sølle forsøg på at fjerne beviserne (for det er jo også pinligt at ha' spist SÅ meget af en kage helt selv), vil jeg højst sandsynligt smide det sidste lille fesne stykke i skraldespanden blot for at tage mig selv i en febrilsk sugarrushfeberbevægelse, der har til formål at undgå, at kagen rammer alt for meget kaffegrums og alt for mange æggeskaller. Men hey, der er jo altid 10 sekunders reglen. Og det er jo ikke fedt at smide mad ud. Faktisk er det direkte tarveligt over for Afrika. Og ingen har jo lyst til at være tarvelig.
Det er lidt det samme forhold, jeg har til mænd, tror jeg. Jeg bliver ved, til jeg er ved at brække mig af sødme, eller til nogen tager manden fra mig. Som regel er det manden selv, som tager sig fra mig. Men andre gange rammer mandens sødme mig så hårdt, at selv et længere pitstop på sofaen ikke kan få mig på højkant igen. Og så må jeg sige fra og smide resterne ud. Det fortryder jeg sommetider. Mon 10 sekunders reglen også gælder for hankøn? Hvis man nu samler ham hurtigt op igen og børster det værste skidt af? Men måske er det bedre bare at lade ham ligge, når først han har rørt ved kaffegrumset. Selvom der sikkert også er nogle sultne børn i Afrika, der kunne ha' fået gavn af ham.
Men altså, de kommer. For at fejre mit 27. år. Og jeg har bagt til os. Hindbærsnitter. Små og runde. Og ok pæne hvis jeg selv skal sige det. Desværre er de blevet fandens hårde. Men hey, så er de nemme at stable og går ikke nemt i stykker. Og så spiser man ikke så mange. Win.
 | |
| Pæne som perleplader men hårde som helvede. |
Jeg bager af princip ikke store kager. Nok mest fordi jeg ved, at jeg vil tage hovedspring ned i herlighederne og æde til det gør ondt at være til, både for mit selvværd, mit maveskind og mine strømpebukser. Efter et ca. 20. minutters sofahvil, vil resterne i køkkenet haunte mig for mit indre blik, hver gang øjenlågene passerer mine øjeæbler, indtil jeg med lettere svedige håndflader nærmer mig fadet blot for at blive bekræftet i, at ja, der var da sørme mere. Som om jeg ikke vidste det. Da-ah. Efter nogle sølle forsøg på at fjerne beviserne (for det er jo også pinligt at ha' spist SÅ meget af en kage helt selv), vil jeg højst sandsynligt smide det sidste lille fesne stykke i skraldespanden blot for at tage mig selv i en febrilsk sugarrushfeberbevægelse, der har til formål at undgå, at kagen rammer alt for meget kaffegrums og alt for mange æggeskaller. Men hey, der er jo altid 10 sekunders reglen. Og det er jo ikke fedt at smide mad ud. Faktisk er det direkte tarveligt over for Afrika. Og ingen har jo lyst til at være tarvelig.
Det er lidt det samme forhold, jeg har til mænd, tror jeg. Jeg bliver ved, til jeg er ved at brække mig af sødme, eller til nogen tager manden fra mig. Som regel er det manden selv, som tager sig fra mig. Men andre gange rammer mandens sødme mig så hårdt, at selv et længere pitstop på sofaen ikke kan få mig på højkant igen. Og så må jeg sige fra og smide resterne ud. Det fortryder jeg sommetider. Mon 10 sekunders reglen også gælder for hankøn? Hvis man nu samler ham hurtigt op igen og børster det værste skidt af? Men måske er det bedre bare at lade ham ligge, når først han har rørt ved kaffegrumset. Selvom der sikkert også er nogle sultne børn i Afrika, der kunne ha' fået gavn af ham.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar