Wakey wakey

Hvad gør man, når man vågner op som 26-årig med en svimlende hjernerystelse? Efter ynkeligheden og "hvis jeg nu bare havde haft cykelhjelm på"-følelsesorkan er taget af. Man begynder at skrive. Man er jeg. Og jeg er begyndt at skrive. Lige nu. Eller, først skrev jeg mine tanker ned på mobilen, da computerskærme jo er strengt forbudt for en rystet hjerne. Og eftersom min mobil er en god gammel og ganske uskyldig Nokia et-eller-andet, som jeg først for nylig har fået data tilknyttet (hedder det dét - tilknyttet?), er der ingen fare på færde på den front. Altså bort set fra, at det efterhånden lyder lidt hult, når jeg fortæller, at jeg læser Medievidenskab og dernæst trækker en 5 år gammel tastemobil op af lædertasken. Men det er altså en god telefon. I hvert fald når den ikke growler mig i øret eller lægger på midt i et opkald. Jeg holder af ting. Jeg er en samler og en optimist.

Men altså, dette er mit liv som hjernerystet. Velkommen. Du behøver ikke tage skoene af.

Og nej, det er ikke en blog om mode, for det forstår jeg mig ikke på. Jeg går i det tøj, jeg føler mig mest tilpas i, hvilket det meste af året betyder blomstrede sommerkjoler. Ingen bukser. Hvorfor? Fordi det ikke klæder mig og i særdeleshed ikke mine hofter. Og nej, jeg er ikke typen, der spørger "ser min røv stor ud i de her bukser?" Jeg kan nemlig godt selv se det. Det er heller ikke en blog om kærlighed. Det forstår jeg mig nemlig heller ikke på. "Ser min røv for stor ud i det her forhold?" Og efter at ha' genset Adeles koncert i Albert Hall, hvor hun bryder grædende sammen efter at ha' sunger "Someone like you" - en sang min eks og jeg jævnligt mailede til hinanden, blev jeg blot bekræftet i, at det der med kærlighed, det er ikke min stærke side. Men okay, jeg bor i Danmarks dejligste by, omgivet af de skønneste mennesker, som jeg elsker lige så højt, som jeg nogensinde har elsket nogen krølhåret mand eller nogen storblomstret sommerkjole. På en helt og aldeles anden måde, naturligvis.